Brylluppet anmeldelse: Tvungent ægteskab og tvungent drama

Instruktør Stephan Streker har forstået et af filmmediets ikke-så-hemmelige våben.

Ansigtet.

Hvis der er noget film kan så er det at lade os komme helt tæt på andre menneskers ansigter.

I biografsalens trygge mørke kan vi nærstudere ansigter helt tæt på. Endda helt uden at vi virker som skumle typer.

Det gør Streker fin brug af i Brylluppet.

Han er især fascineret af Zahiras udtryksfulde ansigt. Hun spilles af Lina El Arabi og er klart den største gevinst ved Brylluppet.

Brylluppet giver os rig mulighed for at studere hendes triste øjne.

Og det er ikke så mærkeligt at Zahira er trist.

Hun er en ung moderne kvinde opvokset i Belgien, men med Pakistanske rødder. Hendes forældres modernitet begrænser sig desværre til at bruge Skype til at præsentere Zahira for hendes mulige ægtemænd.

Det skal hun nemlig ikke selv have lov at vælge. Sådan er traditionen jo.

Nej, Zahira skal sammenføres med en pakistansk mand. Som hendes storesøster, hendes mor og mange generationer af kvinder inden hende er blevet det.

Men Zahira finder sig ikke i det. Til sine forældres store fortrydelse vil hun ikke bare indgå i et tvungent ægteskab – i hvert fald ikke uden kamp.

Men hun vil heller ikke miste sin familie.

Det er netop den splittelse Lina El Arabi udtrykker så ekspressivt i filmens smukke nærbilleder.

Zahiras bror, Amir – spillet af Sébastien Houbani – er også splittet. Splittet mellem den smerte han ser Zahira påføre sine forældre og forståelsen for hendes ønske om frihed til at leve sit eget liv.

Han leverer også varen i sit skuespil.

Det samme gør de fine farvemættede billeder af Zahiras tiltagende klaustrofobiske omstændigheder.

Desværre er Zahira fanget i mere end et fængsel af tvangsægteskab og traditioner.

Hun er også fanget i en noget tungt skrevet film.

Brylluppet vil gerne være et nuanceret blik på arrangeret ægteskab som fænomen. Den vil gerne være en troværdig moderne historie.

Men den vil også gerne være en græsk tragedie.

Sidstnævnte gør filmen hårdhændet opmærksom på når Zahira i dramaundervisningen selvfølgelig skal høre om tragiske heltinder.

Ligesom hende selv – get it?

Det er blot et eksempel på hvordan Brylluppet underminerer sin egen fortælling.

Som filmen skrider frem bliver den tiltagende mere belærende og firkantet, mens karakterernes troværdighed og den følelsesmæssige resonans delvist tabes på gulvet.

Når Zahira far har en politisk diskussion om fordelene ved arrangeret ægteskab med en alt for intellektuel og alt for forstående franskmand, så er det Strekers stemme vi hører gennem manuskriptet, ikke karakterernes.

Det samme gælder for det tiltagende melodrama der desværre alt for let kan forveksles med sæbeoperaens virkemidler.

Pludselige hjerteanfald og ladte pistoler i låste skuffer hører hjemme i Horton-sagaen og ikke i en nuanceret fortælling om en ung kvindes kamp for frihed der insisterer på at være ‘inspireret af virkelige begivenheder’.

Det er ærgerligt. Brylluppet byder nemlig både på fine billeder, og endnu finere spil i de centrale roller.

Emnet og karaktererne i Brylluppet kræver en skalpel.

Men med sit manuskript har Stephan Streker desværre medbragt en forhammer.

Der er fine øjeblikke i Brylluppet, men fint skuespil og solidt filmsprog står desværre i skyggen af et stift manuskript og en enorm løftet pegefinger.