Beast anmeldelse: Det rødhårede uhyre

Den nye britiske thriller Beast er temmelig lang tid om at nå frem til svaret på sit spørgsmål. Jeg havde i hvert fald regnet den ud rimelig hurtigt.

Det store spørgsmål som instruktør og manuskriptforfatter Michael Pearce vil have svar på er, hvem er bæstet?

Men inden for de første ti minutter har vores frustrerede rødhårede outsider Moll strammet sit greb om en knynæve fyldt med glasskår, og drømt at hun stikker sig selv i hjertet med en saks.

Mon ikke det er Moll, der har et indre bæst?

Hun er nu ikke alene om at bære rundt på et bæst hende Moll. Det mest åbenlyse bæst er nok det, hun falder for en tidlig morgen, da hun møder den jævnaldrende Pascal.

Han er lidt af en freak. En usoigneret krybskytte dækket af et tyndt lag af den slags håndværker-sved som filmkvinder sjældent kan stå for.

Nåh ja, og så er han muligvis gerningsmanden bag en række voldtægter og brutale mord i lokalområdet.

Ingen er perfekt.

Men selvom alle advarer Moll, så står hun ved Pascals side, og er han i virkeligheden bare misforstået eller er han morder?

Det spørgsmål er instruktør Michael Pearce nu ikke så interesseret i, som han er i at udforske Molls psyke.

Og det er godt.

Jessie Buckleys præstation som den plagede Moll er nemlig det absolut bedste ved Beast.

Moll er en ensom skæbne, der føler sig fanget på den vindomblæste ø Jersey, der vækkes drømmende til live gennem Benjamin Kracuns poetiske billeder og Maya Maffiolis hypnotisk sløve klipning.

Moll er fanget af en dominerende mor og en tiltagende dement far, som hun er tvunget til at passe. Imens kigger lokalsamfundet skævt til hende på grund af en voldsom hændelse i hendes fortid.

Ikke så mærkeligt at hun tiltrækkes af den dyrisk simple Pascal.

Jessie Buckley formidler Moll med stor sans for detaljen og en blanding af skrøbelig følsomhed og iltert temperament.

Som en slags kvindelig blanding af Edward Scissorhands og Travis Bickle.

Desværre er Beast ikke helt så diskret med personerne omkring Moll.

Karikaturerne sniger sig på hos Pascal, hos den charmerende bad-boy Pascal og især Molls mor, hvis dominerende opførsel bliver lige entydig nok, særligt i sammenligning med Molls komplekse karakter.

Beast har heller ikke helt blik for sin egen histories uoriginalitet. Den præsenterer sig som europæisk art-house, men ender på mange måder som en slags britisk Basic Instinct, spicet op med dvælende filmsprog og lidt for mange drømmesekvenser.

Men det meste af tiden holder Beast nu alligevel opmærksomheden med sin knugende stemning og trøstesløse hovedkarakter.

Også selvom nogle af bæsterne måske er lige åbenlyse nok.

Beast er en hypnotisk blanding af thriller og karakterstudie med en fascinerende hovedperson i front, også selvom den flere gange træder over grænsen til det karikerede.