Babylon anmeldelse: Hollywoodtraditioner og galskab
Damien Chazelle slutter sig med sin nyeste film Babylon til en stolt Hollywood tradition, som med jævne mellemrum dukker op i det brede filmudbud.
Det gælder — blandt mange andre — film som Dick Tracy, Batman & Robin, Heaven’s Gate og Cats.
Film hvor en instruktørs tidligere succes sikrer dem noget nær fri adgang til produktionsselskabets kreditkort i realiseringen af en personlig vision, og hvor resultatet er lige så ambitiøst, som det er ude på et personligt vildspor.
Vi kunne kalde dem ‘Nåh, hold da op, der er virkelig ingen der har sagt den instruktør imod’-film.
Sådan en film er Babylon. Chazelles hyldest til den gyldne alder af stumfilm pendulerer konstant mellem 1 og 6 stjerner.
Nogle gange indenfor samme scene.
Babylon er et slag i rundbold, der sender bolden ad helvede til, men hvor battet også flyver over og rammer nogen i ansigtet.
Med en spilletid på over 3 timer og en tone der varierer fra det selvhøjtidelige til at virke som en parodi på sig selv, er der nok mange, der ikke falder for Babylon.
Karaktererne er papirtynde og Chazelle dyrker igen sin sædvanligt tvivlsomme tematik om at rigtig kunst kræver smerte og menneskelige ofre, men altid er det hele værd.
Det er både banalt og misforstået, og særligt når Babylon kaster sig ud i lange monologer om Hollywoods skønhed og rædsler, blotter filmen sine ekstremt forsimplede betragtninger.
Men hør lige her, Babylon er altså også ret fantastisk. Faktisk nok min personlige favorit blandt Chazelles film.
For jeg har aldrig helt set noget som den.
Chazelle har blendet en række Hollywood-sagn og anekdoter sammen til en svulstig filmsmoothie af den slags, som man ellers kun ville forvente fra Baz Luhrmann i sin storhedstid.
Bare med markant mere bræk, elefantlort og golden showers.
For Babylon maler et billede af den amerikanske stumfilms guldalder, som et miljø der var lige så sprudlende kreativt, som det var dekadent hæmningsløst.
Et af forbillederne er åbenlyst Kenneth Angers med rette berygtede (og stort set fiktive) filmbog Hollywood Babylon, krydret med andre saftige fortællinger fra diverse stjernebiografier og lignende.
Historisk korrekt er det ikke, men det er næsten konstant underholdende.
Det skyldes først og fremmest, at Chazelle er en vildt talentfuld instruktør. Fra åbningscenens surrealistisk vanvittige megafest til en afsluttende montage, der bedst kan beskrives som Cinema Paradiso på kokain, er Babylon hæmningsløst flot orkestreret.
Hele hære af statister spurter rundt i baggrunden af dramatiske scener og kameraet er i konstant elegant bevægelse.
Når man så tilsætter den decideret mesterlige musik af Justin Hurwitz, suverænt smukke billeder af Linus Sandgren og et maksimalistisk lyddesign, der får biografen til at ryste, så er resultatet en af de helt store sanselige biografoplevelser.
Jeg glæder mig allerede til at se Babylon igen.
Og så har jeg ikke engang nævnt stjernerne i front. Brad Pitt er sædvanligt smooth i rollen som den tilsyneladende usårlige stjerne Jack Conrad, og Diego Calva er det tætteste filmen kommer på et hjerte.
Men det er Margot Robbie der løber med opmærksomheden i en af den slags præstationer, der truer med at sætte biograflærredet i flammer.
Babylon havde ikke været det samme uden Robbie.
Stjernerne løfter de ellers fladt skrevne figurer — som især henter inspiration hos virkelighedens Clara Bow og John Gilbert — til larger than life stereotyper.
Imens strøer Chazelle om sig med filmhistorisk referencer og overraskende cameos, som vil få enhver filmnørd til at sætte sig op i sædet.
Men for hver gang Babylon når fremragende højder, så tager den et dyk.
Særligt filmens sidste time, hvor festen slutter og konsekvenserne sætter ind, er på en gang klodset og dybt utroværdig.
Og når Chazelle pludselige vil andet end at hylde filmmediet, og have sit publikum til at føle med sine karakterer eller levere sine stort opsatte budskaber, så smuldrer det.
Babylon havde nok stået skarpere, hvis nogen havde tvivlet lidt på Chazelles ideer undervejs.
Alligevel er det svært ikke at holde af den.
Margot Robbie brænder hul i biograflærredet i Damien Chazelles vanvittige hyldestsang til Hollywood.Babylon er vild, frådende og konstant underholdende.
