Adrift anmeldelse: Kærlighed og katastrofer

Adrift – A True Story står der stolt i den indledende tekst til instruktør Baltasar Kormákurs nyeste film Adrift.

Og jeg kan godt forstå, at filmskaberne vil være sikre på, at publikum er klar over, at Adrift er baseret på den sande historie om Tami Ashcraft, der overlevede 41 dage til søs, efter hun forulykkede med sin forlovede i en båd.

Og nej, det er ikke en spoiler, at hun overlever, hun har trods alt skrevet en bog om oplevelsen.

Men hvis ikke Adrift gjorde det så voldsomt tydeligt, at den er baseret på en sand historie, så ville jeg nok mere have troet den var baseret på en typisk kioskromance.

Du ved nok, en af den slags bøger hvor en muskuløs mand med tilpas langt hår og åbentstående skjorte holder en smuk kvinde i sin favn; gerne foran en solnedgang eller måske et slot.

I Adrifts tilfælde ville det nok være på dækket af en smuk båd, men ellers ville alt være det samme.

For der er altså noget kvalmt over den gnidningsfri kærlighedshistorie mellem Tami og Richard, der mødes som rejsende i Tahiti og inden længe sejler rundt i deres helt egen loveboat i det azurblå hav.

Shailene Woodley og Sam Claflin har desværre ikke nok kemi til at bære den klodset skrevne romance, der pøser godt på med supermarkeds-softpop.

Kluntede replikker som “Hvordan døde din mor egentlig?” virker desperate for at få publikum til at føle noget for de to turtelduer, men det fungerer ikke.

Så går det straks bedre for overlevelsesdelen efter de to fanges i en orkan og derefter må overleve på et næsten totalsmadret skib.

Shailene Woodley leverer en overbevisende fysisk-drevet skuespilpræstation, der til tider vækker minder om Tom Hanks i Cast Away.

På den måde er Adrift en solid tilføjelse til Woodleys CV, der nok skal være med til at bringe hende bedre roller i fremtiden. Måske er det også derfor, hun står som producer.

Men det er ikke manuskriptets skyld at Woodley får skabt en overbevisende karakter. Filmen kæmper med at give Tami flere karaktertræk, end at hun åbenbart er så vegetarisk anlagt, at hun ikke vil dræbe en fisk, selv når hun er ved at dø af sult.

Filmen er til gengæld flot fotograferet og den tragiske ulykke og dens konsekvenser er – for det meste – troværdigt udført.

Problemet er at den slibrige kærlighedshistorie konstant stikker hovedet ind og forpurrer løjerne.

Adrift veksler nemlig konstant mellem flashbacks fra før ulykken og så til de benhårde 41 dage på båden, men når filmen tvang mig tilbage til det Danielle Steel-agtige kærlighedsunivers, ønskede jeg mig konstant tilbage til strabadserne på båden.

Baltasar Kormákur er dog for god en instruktør til at Adrift bliver decideret ubehjælpelig.

Resultatet er en film, der skyder sig selv i foden med sin egen struktur.

Baseret på en sand historie eller ej.

Shailene Woodley leverer en imponerende præstation i hovedrollen, men Adrift driver desværre for hjælpeløst mellem klæbrig kærlighedsfortælling og sandfærdig overlevelseshistorie.