Spoor anmeldelse: Når naturen tager hævn
Er du en dyreven?
Altså, sådan en rigtig dyreven – ikke en af dem der bare siger de er det.
Kunne du for eksempel finde på at gå på jagt? Hvor meget kød spiser du? Er dyr fuldstændigt ligeværdige med mennesker?
Hvis du ikke kan svare helt rigtigt på de spørgsmål, skal du tilsyneladende ikke tage en smuttur til den polske vildmark. Ikke ifølge instruktør Agnieszka Hollands nyeste film i hvert fald.
Kodzko dalen i Polen er nemlig blevet ramt af mystiske dødsfald – mord faktisk. Ofrene er fra lokalområdets elite og er ofte jægere eller på anden måde dyremishandlere. Politiet står uden spor, men den lokale særling Janina Duszejko begynder langsom at forme sin egen teori.
Det er dyrene, der har gjort det.
Ved flere af gerningsstederne er nemlig hjortespor i sneen, og dyrenes motiv for at slå dyremishandlerne ihjel er soleklart.
Men det er ikke let for den lokale hippie, der har mere tiltro til astrologi end videnskab og bor isoleret midt ude i dalen, at overbevise politiet.
Til gengæld overbeviste hun mig med det samme.
Duszejko er en helt fantastisk karakter. Hun spilles indlevende og humoristisk af Agniezka Mandat-Grabka, som en krydsning mellem Miss. Marple og Camilla Plum.
Det er ikke svært at se, hvorfor det lokale politi finder den excentriske amatørdetektiv og dyreelsker enerverende, men jeg kom hurtigt til at holde af hende.
Filmen, der omgiver Duszejko, er mindst lige så excentrisk som hende selv.
På den ene side er Spoor velsmurt thriller. Instruktør Agnieszka Hollands erfaring fra blandt andet amerikanske serieproduktioner fornægter sig ikke i et betagende filmsprog.
Filmen introduceres med en imponerende helikopteroptagelse, der lader publikum rejse med en flok sorte biler, indtil de ender ved et gerningssted i den hvide sne. Det er elegant håndværk, der vil tiltale både fans af nordic noir og kølige instruktører som David Fincher.
Mysteriet bygges elegant op, og filmen får effektivt overbevist om den noget vanvittige mulighed for, at det er dyrene der hævner sig på lokalbefolkningen.
Men Spoor er fyldt med afstikkere fra thriller-formlen. Den midterste del af filmen forvandler sig til en slags senior-romance mellem Duszejko og hendes nabo, mens kriminal-mysteriet efterlades på hylden.
Samtidig finder Agnieszka Holland plads til et stort og spraglet persongalleri, der hver får deres egen lille melodramatiske historie.
Indignationen over misbrug af dyr og natur er sylespids, men langsomt bliver det også klart at filmen er en feministisk fabel. Det er ikke kun dyrene, der ikke behandles som levende væsner, men også kvinderne.
Igennem det hele kæmper den stålsatte Duszejko sig som en noget utraditionel helt – komplet med sit eget heltetema på lydsiden.
Det er mildest talt en usædvanlig blanding af genrer og ideer, men det er netop det, der gør Spoor så underholdende. Jeg var aldrig helt klar over, hvad der ventede om det næste hjørne.
Men blandingen bliver også til tider lidt som en gryderet med for mange ingredienser. Det er ikke altid, historien hænger godt nok sammen, og især afslutningen byder på et par lige lovligt nemme og usandsynlige løsninger.
Men som helhed er Spoor en vidunderligt spraglet, excentrisk og frem for alt underholdende filmoplevelse.
Hvis kombinationen af Miss. Marple og Camilla Plum lyder lidt for underlig, så er Spoor nok ikke noget for dig. For alle os andre er Spoor en uforudsigelig og stærkt underholdende genrekompot krydret med humor og feminisme.
Spoor er månedens film i Cinemateket.
