Rodin anmeldelse: Hænderne skruet rigtigt på

Han havde flotte hænder ham Rodin.

Eller, det ved jeg vel sådan set ikke, men det har i hvert fald skuespilleren Vincent Lindon. Han spiller den berømte skulptør Auguste Rodin i den nye film med den velvalgt titel Rodin.

Hans hænder er store, muskuløse og knudrede på den helt rigtige håndværker-agtigt maskuline måde.

Rodin gav mig rig mulighed for at beundre dem, for hold op hvor får de lov til at befamle.

De befamler vådt ler, hård sten, gamle træer og mest af alt unge kvinders bryster, lår og røve.

Han gør det fint som Rodin ham Vincent Lindon. Han har en stærk fysisk udstråling og et gralvorligt ansigt der passer fint til en gravalvorlig film.

Det er hverken hans – eller hans hænders – skyld at Rodin i bedste fald er en middelmådig film.

Det er sådan set heller ikke Izïa Higelins skyld. Hun leverer en fin præstation som Camille Claudel. Camille er Rodins talentfulde lærling Det er hende der mærker mest til Rodins hænder da de to indleder en stormombrust affære.

Rodins mangeårige partner Rose må vente barnløst derhjemme mens Camille og Rodin dyrker kunsten og hinanden.

Camille får vist nok også Rodins barn.

Jeg er ikke helt sikker, for filmens lidt tilfældige nedslag gør ikke meget for at skabe en sammenhængende historie i Rodin.

Filmen fremstår fragmentarisk og lettere rodet. Der er simpelthen ikke nok sammenhæng til at vi føler noget som helst for det trekantsdrama som jeg tror er filmens centrale historie.

I stedet serverer instruktør Jacques Doillon mange – altså virkelig mange – scener af nøgne kvinder der står model for Rodin. Egentlig havde jeg fanget den arbejdsproces første gang jeg så den, men Doillon vil åbenbart virkelig gerne vise den igen og igen.

Da trekantsdramaet vel egentlig har forløst sig og filmen burde nå sin konklusion fortsætter den også lige med en håndfuld åbenbart meget nødvendige scener.

Det inkluderer selvfølgelig en hurtigt trekant mellem Rodins hænder og to yndige yngre modeller.

Men bart kød kan ikke kompensere for manglen på narrativ fremdrift.

Luften går simpelthen af ballonen før den overhovedet er pustet op. Det hjælper heller ikke at der ikke ligefrem er mangel på denne type europæiske, historiske portrætter i de danske biografer.

Jeg nævner i flæng: Danserinden, Paula, Stefan Zweig – Farvel til Europa og Den unge Karl Marx. Det er endda bare inden for de sidste par måneder.

Rodin føjer intet til dem. De fragmentariske nedslag i kunstnerens liv, og replikker, der er så skrevne at man næsten kan se bogstaverne på lærredet, har ikke held med at gøre den historiske kunstner til et levende menneske.

På den positive side for vi for en gangs skyld set kunstneren lave lidt kunst – også selvom det begrænser sig til at sætte lidt ler på en skulptur.

Scenografien er også fin i Rodins dunkle atelier, men hvorfor skal det hele præsenteres i så tungt og kedeligt et filmsprog?

Rodin er næsten ulideligt selvhøjtidelig og gammeldags – uanset hvor meget de store hænder får lov til at gramse på.

På trods af tilforladeligt skuespil og fin scenografi er Rodin cirka lige så ubøjelig som kunstnerens færdige skulpturer. Et fragmentarisk fortalt, selvhøjtideligt og gammeldags kunstnerportræt forsøges peppet op med en masse unødvendig nøgenhed. Tag en tur på museum i stedet.