De lydløse anmeldelse: Muskuløs filmkunst
Det siger en hel del, at Gustav Dyekjær Giese har konkurrence om at være den mest muskuløse del af De lydløse.
For Giese er fit som en Marvel-superhelt og får lov til at udstille sin skarptskårne fysik i hovedrollen som Kasper mere end en gang i filmens spilletid.
Men næsten alt omkring ham er mindst lige så muskuløst.
Jeg kan f.eks. love dig for, at lyddesignet i De lydløse flexer med musklerne med dynamik og præcision, om det så er lyden af en gummiged mod en betonvæg eller en flok sortklædte røvere med automatpistoler omkring en pengetransport.
Det samme gælder for Martin Dirkovs musik, der etablerer spændingen i biografsalen allerede indenfor de første få minutter.
Det hele smelter sammen til en højere enhed, når instruktør Frederik Louis Hviid folder det muskuløse filmsprog ud i en række intime actionscener.
Fra åbningens røveri af en pengetransport til det store kup — baseret på det virkelige danske kup fra 2008 — i filmens finale er spændings og actionscenerne smukt orkestrerede med kreative hensyn til filmens eget budget, som kun øger den sanselige slagkraft.
Det er smukt, og det bedste genremateriale på dansk film siden den første Underverden.
Lidt som filmens hovedperson gerne vil være Danmarksmester i noget — om det så er boksning eller røveri — så føles det som om Frederik Louis Hviid gerne vil væres danmarksmester i at instruere den slags maskulint ladede spændingsfilm, som dansk film ellers historisk har veget langt udenom.
Jeg er vild med det, og glæder mig til mere.
At De lydløse så — midt mellem alle musklerne — overser andre vigtige dele, betyder derfor ikke så meget i det store billede.
Men det er alligevel en hæmsko, at filmens psykologiske og dramatiske aspekter ikke står mål med filmsproget.
Lidt som en mand med en meget stor overkrop, som aldrig træner ben.
For karakteriseringen i De lydløse er sært overfladisk. En kriminel med et hjerte af guld, en ‘ond’ kriminel og en uforklarligt fandenivoldsk sikkerhedsvagt er udstrækningen af manuskriptets psykologiske aspekter.
Alle spiller godt — også altid fremragende Amanda Collin som filmens mest overflødige og uforståelige karakter — men filmen skaber aldrig nogen egentlig forståelse for sine hovedpersoner.
Imens bruges de kvindelige karakterer som genvej til at vise konsekvenserne ved mændenes kriminalitet.
Kasper sætter sit ellers lykkelige familieliv med kone og datter på spil (uden filmen rigtigt får forklaret hvorfor), den skurkagtige Slimani er selvfølgelig voldelig mod sin kone og den kvindelige sikkerhedsvagt Maria får intet ud af at gå imod de machokriminelle.
Det grænser til det dovne at bruge kvindelige karakterer som den slags manuskriptværktøj.
Imens spøger finanskrisen konstant og på kluntet vis i baggrunden af filmen, som en slags motivation eller kontrapunkt til det store kup, men det bliver aldrig rigtigt brugt til mere.
Havde de dramatiske muskler været større, så kunne De lydløse have været et dansk genrehovedværk.
Alligevel er der rigeligt at komme efter i den fortættede spænding og det overordentligt stærke filmsprog.
Og alle musklerne — både de tekniske og dem på Gustav Dyekjær Giese — er en demonstration af instruktør Frederik Louis Hviids dybe genreforståelse og villighed til at bruge selvsamme i en nordisk kontekst.
Det kan jeg kun ønske mig mere af.
De lydløse leverer fortættet spænding og et smukt eksekveret filmkup, selvom dramaet ikke altid kan følge med.
