Kinds of Kindness anmeldelse: Lanthimos’ Creepshow
Efter den fremragende Poor Things har Yorgos Lanthimos ikke ligget på den lade side.
Under et halvt år efter premieren på Lanthimos’ stor-roste og overraskende mainstream-populære film er instruktøren nemlig klar med sin næste film Kinds of Kindness.
Og det ville både være tarveligt og faktuelt forkert at sige, at jeg godt kan mærke, at Kinds of Kindness ikke har været helt så tidskrævende at lave.
For manuskriptet til filmen — af Efthimis Filippou og Lanthimos selv — har været undervejs i 10-12 år.
Og så alligevel.
For der er altså et eller andet venstrehåndsagtigt over Kinds of Kindness. Særligt efter den visuelt overvældende og ideologisk gennemførte Poor Things.
For denne gang er Lanthimos tilbage i overordentligt trygt territorium med en antologifilm, der bruger samme rollebesætning til at fortælle tre historier med de samme temaer.
Og alt er som det plejer hos Lanthimos.
De karakterisk akavede og følelsesdrænede replikudvekslinger, den betragtende, lettere Kubrickske stil og blandingen af surrealisme og absurdisme med mere end bare lidt inspiration hentet hos Luis Buñuel.
Faktisk er det hele så bekendt, at Kinds of Kindness ofte føles mere som en slags instruktørens ‘greatest hits’ end en egentlig ny film.
For en gangs skyld er der noget lidt sløset at spore hos den ellers præcise filmskaber med et manuskript, der føles som tre ikke helt gennemarbejdede og lignende ideer, der ikke tidligere har kunnet finde vej til en film fra bunden af skrivebordsskuffen.
Som en slags artfilm Creepshow eller EC Comics byder Kinds of Kindness på tre grumt sorthumoristiske historier om magtrelationer mellem mennesker (dog uden et gnæggende lig som fortæller – selvfølgelig en fejl).
‘Some of them want to abuse you, some of them want to be abused’ synger Annie Lennox over filmens åbningstekst, og så er filmens interesse i menneskers evne til at udnytte hinanden ligesom skåret ud i pap.
Og resten af den overraskende lange film når ikke rigtig til flere nuancer, mens den satser mere på skiftevis finurligt dunkel humor og chokeffekt.
Så i sammenligning med Poor Things er det hele altså både lidt for bekendt og lidt for monotont.
Men det er heldigvis kun i sammenligning.
For Lanthimos er en fantastisk instruktør, der selv i sine svageste film forstår at skabe interesse i enhver scene.
Han har helt enkelt selvsikkert styr på sin egen stil og er i stand til at selv de meste groteske scener til at aftvinge smil hos sit publikum.
Og måske endnu bedre er i denne omgang hans hold af skuespillere ført an af Emma Stone og Jesse Plemons.
De to springer så helhjertet ind i Lanthimos’ konstruktioner, at deres vidt forskellige roller i de tre historier er billetprisen værd i sig selv.
De rammer perfekt instruktørens uvirkelige stil, men får samtidig skabt et glimt af ægte mennesker under den højnede filmiske virkelighed.
På den måde bliver der plads til rigeligt med grumme grin og sorthumoristiske pointer i Kinds of Kindness.
Også selvom det hele virker lidt for bekendt.
Kinds of Kindness er Lanthimos i alt for trygt territorium, men grotesk humor og fremragende Jesse Plemons og Emma Stone gør alligevel filmen seværdig.
