Dream Scenario anmeldelse: Et ekko af Jonze
Hold nu op, hvor tog Dream Scenario mig med tilbage i tiden.
For instruktør Kristoffer Borglis surealistiske komedie vækker mere end almindeligt mange minder om andre film.
Helt specifikt føles Dream Scenario som et ekko af Spike Jonzes tidlige film — og hovedværker — Being John Malkovich og Adaptation.
Det hjælper selvfølgelig på det, at Nicolas Cage — som i Adaptation — spiller den forsmåede og halvskaldede hovedrolle.
Men lighederne stopper ikke der.
For den bizarre historie om en ualmindeligt almindelig universitetsprofessor, der pludselig begynder at dukke op i andre folks drømme, har den samme blanding af surrealisme, grotesk humor og forsøg på følelsesmæssig tyngde som Jonzes samarbejder med manuskriptforfatter Charlie Kaufman.
Selv den grumsede og taktile nede på jorden stil minder om Jonze.
Og temaet om en higen efter at være nogen af betydning og slagsiden, når man endelig er det, er den samme.
Og få er vel helt så gode til at illustrere det som Nicolas Cage.
En af sin tids bedste skuespillere, der i årevis nu er blevet et pseudo-ironisk meme, hvor fans kappes om papfigurer eller sofapuder med den fremragende skuespillers ansigt.
Cirka det samme sker for hovedpersonen Paul, hvis halv- eller helkedelige forelæsninger pludselig er fyldt til randen, efter han ubehjælpeligt dukker op i sine elevers — og alle andres — drømme.
Cage er som altid fremragende.
Denne gang er han i taber-hjørne med skaldepande, snusket sweater og lys stemme, men også med sin karakteriske maniske energi under overfladen hos en mand, der grundlæggende mener at verden har snydt ham for noget.
Cage er også fremragende i filmens veloplagte drømmesekvenser, der er oprigtigt sjove, når de sætter Cages fjog op over for voldsomme hændelser.
Det er både sjovt fundet på og godt udført.
Mere bastant er filmen som fortælling om at blive kendt. Et reklamebureau er leveret med et alt for tykt lag satire, mens filmens afsluttende forsøg på patos heller ikke rigtigt er fortjente.
Dream Scenario er bedst, når den fjoller, og mindre god når den skærer sine pointer ud i pap.
Af samme grund når den heller ikke samme niveau som sine forbilleder hos Being John Malkovich og Adaptation.
Men nogle gange er det også godt nok bare at vække minder.
Nicolas Cage er som altid fremragende og Dream Scenario er oprigtigt sjov, også selvom den fungerer bedre som komedie end drama.
