Barbie anmeldelse: Ambivalente Barbie

Jeg er ambivalent omkring Barbie. Som filmoplevelse, er der dele af den, jeg slet ikke synes virker.

Men jeg elsker den virkelig også fra det inderste af mit rørte hjerte til en lang række højere niveauer.

Så lad mig få det af vejen med det samme. Filmens midterste del er — i forhold til højdepunkterne — noget skuffende rod. En slags suppeopkog på knoglerne af Lego-filmen, med Will Ferrell som gakket direktør for Mattel og en serie jokes, der lander med hovedet mod betonen.

Alt det, instruktør Greta Gerwigs ultra-imødesete filmatisering af verdens mest berømte dukke, ikke skulle have været, og en sektion som ikke kan undgå at trække helheden nedad.

Men så er der heldigvis resten af filmen, og resten af filmen får mig til at tænke på min datter.

Hun er lige blevet tre år gammel, og størstedelen af Barbie ville gå lige over hendes hoved. Men hvor er jeg dog glad for, at Barbie filmen er som den er.

For da min datters mor var tre år, havde en Barbie-film nok næppe nævnt patriarkatet ved navn gentagende gange.

Og da min datters bedstemødre var tre år, havde en Barbie-film næppe gjort direkte opmærksom på verdens uimodsigelige kønsmæssige uligheder og kvinders ret til at være frie individer.

Men det gør Greta Gerwigs Barbie-film så uhæmmet, at det i sig selv er grund nok til at fejre den.

Når den så samtidig byder på smittende præstationer fra evigt-geniale Margot Robbie og ikke mindst Ryan Gosling, som den forsmåede og ustyrligt sjove Ken, så er det altså svært at modstå.

Også selvom jeg aldrig selv har leget med Barbie.

Hvis man har det, vil man nok kunne sætte endnu større pris på den geniale pink-plastificerede scenografi, der tilsyneladende helt slavisk har det oprindelige legetøj som forbillede.

Barbie-kendere vil nok også sætte endnu mere pris på den ambivalens mellem gode minder med legetøj og den tvetydighed legetøjet signalerer, som Gerwigs film rammer helt perfekt.

Vi andre kan jo så til gengæld sætte pris på indtil flere fantatisk dansesekvenser, der låner både fra Jacques Demy, Jacques Tati og Hollywoods guldalder musicals, og nogle af de mest veloplagt sjove sekvenser, jeg har set i en film i år.

Og ikke mindst en uforfalsket rørende finale.

Alligevel er jeg ambivalent — som filmen i øvrigt også selv er det — både fordi det er lige så svært at lukke øjnene for filmens sløje midterstykke, som det er at lukke øjnene for, at Barbie kan være nok så undergravende, men i sidste ende også er skabt til at sælge flere Barbie-dukker.

Dem har min datter ikke nogen af endnu, og jeg tror ikke hun mangler dem, men min ambivalens til trods, er jeg taknemmelig for, at hendes generations Barbie-film er den her.

Margot Robbie og Ryan Gosling er helt enkelt perfekte i Greta Gerwigs veloplagte pink og feministiske take på Barbie.