De 8 bjerge anmeldelse: Filmnatur
Hvis du allerede har set Avatar: The Way of Water, så er De 8 bjerge et godt eksempel på endnu en film, der leverer filmiske naturoplevelser, der næsten er bedre end at være der selv.
For præcis som James Cameron vækker planeten Pandoras kulørte landskaber til live, så tager instruktør Felix Van Groeningen sit publikum med på en tur til bjergene i det allernordligste Italien.
Ruben Impens — der senest leverede mesterligt arbejde i Titane — lader i sine smalle billeder menneskene være små dukker i de majestætiske landskaber.
Og et udtryksfuldt lyddesign gør den italienske sommers summende insekter lige så nærværende som vinterens fygende sne.
Imens giver Groeningen filmen tid til at fange naturens blanding af hypnotisk stilstand og ustoppelig forandring.
Det gør De 8 bjerge til en sanselig filmoplevelse, der gør omgivelserne til mindst lige så stor en spiller, som filmens hovedpersoner Pietro og Bruno, hvis venskab filmen følger fra barndom til uundgåelig afslutning.
De to spilles af Luca Marinelli og Alessandro Borghi med imponerende indadvendte præstationer, der lader det usagte være det allervigtigste.
Som det ofte er med venskaber mellem mænd.
For De 8 bjerge er nemlig en af de få film, der handler om platonisk kærlighed frem for romantisk.
Om hvordan venskaber kan være et anker gennem et helt liv og forbundet med lige så stor smerte som kærlighed.
Det fungerer, og vil nok vække genklang hos mange, i takt med at barndommens venskab må vige for voksenlivets mere problemfyldte eksistens.
Der er en rørende melankoli til stede i størstedelen af filmens scener, som om hvert eneste delt øjeblik mellem de to mænd kommer med sin egen nært forestående udløbsdato.
Og imens venskaber og mennesker forgår, marcherer naturen ufortrødent videre.
Det gør De 8 bjerge også, og det er måske filmens eneste svaghed.
For de stærke naturbilleder og det indadvendte spil kan trods mange kvaliteter ikke helt bære den lange spilletid. Det er lidt et problem, at en film, om at livet går hurtigere, end man tror, føles som en livstid.
Men det er alligevel ikke nok til at sænke denne stilfærdigt majestætiske film, der rykker naturens kræfter ind i biografens mørke.
De 8 bjerge er fyldt med smukke billeder, der drypper af melankoli. En film med stor indsigt i venskabers — og livets — forgængelighed.
