Madklubben anmeldelse: Sød, men kluntet
Jeg vil så gerne være sød ved Madklubben.
For i modsætning til så mange andre hjælpeløse danske komedier, så er den faktisk sød ved sine hovedpersoner.
Det er tydeligt, at instruktør Barbara Topsøe-Rothenborg og manuskriptforfatter Anne-Marie Olsen har stor kærlighed til de tre kvinder i front, Berling, Marie og Vanja.
Ingen af dem skal stikke røvhullet foran en videochat, som i Jagtsæson.
Det gør mig glad, og det gør filmen mere sympatisk.
Det hjælper også at Stina Ekblad, Kirsten Olesen og Kirsten Lehfeldt har en indbygget charme, der smitter af på filmen.
Og så tror jeg nok, at Madklubben rent faktisk er engageret i ældre kvinders trængsler, og i et budskab om at gribe livet som selvstændig kvinde, uanset hvor langt man er i det.
Og, øh, så er jeg desværre løbet tør for sødme.
For Madklubben er ikke en god film.
De søde intentioner og charmerende skuespillere, er desværre endt i en film, der føles som en krydsning mellem et opskrifthæfte vedlagt Alt for damerne og en slidt Cirkus-revy-sketch.
Historien om tre aldrende kvinder, der lærer lidt om sig selv og livet på et kokkekursus i solrige Italien, er cirka lige så forudsigelig, som den er kluntet fortalt.
Dialogen er slemt overfortællende, med guldkorn som ‘Far har jo været død i otte år nu, mor!”. Måske endnu værre føles hver eneste vittighedsforsøg både forudsigeligt og rustplaget.
Musikken af Kristian Selin Eidnes Andersen og Rasmus Christensen er mindst så klodset som manuskriptet, og særligt når det skal grines, føles det cirka lige så diskret som en cirkusklovns varme kaffeånde lige i ansigtet.
Imens tøffer filmen sig alt for langsomt igennem den utroværdige karakterudvikling, der kulminerer i ufrivillig komik, da Marie laver en triumferende tomatsovs.
Og for maksimalt træk i tårekanalerne forvandles Madklubben også – totalt umotiveret – til en halv julefilm.
Øv. Det er ærgerligt, at en sjælden plads, hvor ældre kvinder kan boltre sig på biograflærredet, er endt som så flad en affære.
Så selvom jeg gerne bare vil være sød ved Madklubben, så går det altså ikke.
Madklubben byder på sødme, men desværre også på klodset og forudsigelig historiefortælling, ujævnt skuespil og tung dialog.
