Gud være lovet anmeldelse: Den forkerte instruktør

Hvordan fanden blev det François Ozon, der skulle lave Gud være lovet.

På den ene side har vi en filmatisering af et betændt og følsomt emne.

Gud være lovet handler om de nylige franske afsløringer af abbed Bernard Preynats årelange misbrug af en række børn og den katolske kirkes stiltiende accept af kirken.

Så sent som i år blev Preynat smidt ud af kirken og kardinal Philippe Barbarin trak sig tilbage, efter det blev afsløret, at han kendte til Preynats handlinger.

Gud være lovet er altså mildt sagt en varm kartoffel baseret på stof, der kræver den største nænsomhed.

På den anden side har vi så instruktøren François Ozon.

Kendt for sine formmæssige eksperimenter og fascination af skandaløse ofte seksuelle emner.

Sidst dukkede Ozon op i de danske biografer med den slibrige thriller Dobbelt begær, og selv hans mest afdæmpede film Frantz er en sort-hvid stiløvelse.

Ikke umiddelbart den bedste sammensætning af fortælling og instruktør.

Men overlad det til Ozon at overraske.

For med Gud være lovet har Ozon skabt en ekstremt sober dissekering af institutionelt misbrug.

Ozon træder for en gangs skyld i baggrunden som instruktør med et næsten usynligt filmsprog.

I stedet lader han den virkelige historie tale for sig selv via et velskrevet manuskript, der gør sit bedste for at gøre sagens ofre til virkelige mennesker.

Ozon finder vej ind i historien gennem tre vidt forskellige mænd, der alle er blevet misbrugt af Preynat som børn.

En af dem er stadig troende katolik og forsøger at føre retfærdigheden til dørs internt i kirken. Her mødes han med umiddelbar stor forståelse, men konsekvenser er der ikke mange af i de smukke kirkerum og gamle kontorer, som han kæmper sig vej igennem.

En anden bliver retfærdigt harm, da han opdager, at Preynat ikke er død, men faktisk stadig arbejder med børn.

Han hiver fat i både pressen og politiet og får langsomt samlet utallige af Preynats ofre i en forening.

En tredje er både fysisk og psykisk arret af barndommens traumer.

På den måde kommer Gud være lovet omkring alle de utallige konsekvenser denne slags misbruge kan have.

Samtidig skildrer Ozon nøgternt muren af tavshed fra kirken og et uretfærdigt retssystem, der forælder denne slags sager efter 30 år.

Resultatet er at Gud være lovet for alvor skildrer ofrenes situation i stedet for lade sig fascinere af gerningsmandens handlinger, som det ellers så ofte sker i medier.

Det er både nænsomt skildret og fantastisk gribende.

Mod slutningen fortaber Ozon sig måske en smule i detaljerne i sine hovedpersoners liv, mens spilletiden svulmer lidt op.

Men jeg forstår ham godt.

Måske var François Ozon alligevel den perfekte instruktør til Gud være lovet.

Gud være lovet skildrer en tragisk og skandaløs historie med stor nænsomhed og forbløffende mådehold. Det gør den ikke mindre gribende.