Terminator: Dark Fate anmeldelse: Når det bedste ikke er godt nok
Terminator: Dark Fate er den bedste Terminator-film siden Terminator 2, men den er også helt igennem middelmådig.
Det lyder måske selvmodsigende.
Men barren for Terminator-franchisen er efterhånden sat så lavt, at der ikke skal meget til at imponere.
Ovenpå det hidtidige lavpunkt i serien, Terminator Genisys, kræver det bare en delvist sammenhængende film for at blive positivt overrasket.
Terminator: Dark Fate leverer heldigvis mere end det.
Det helt store tilløbsstykke er selvfølgelig, at filmskaberne pludselig har indset, at det ikke kun var den kære Arnold, der gjorde de første to Terminator-film til klassikere.
Terminator: Dark Fate hiver nemlig Linda Hamilton ind fra skyggerne, som den hårdtslående Sarah Connor, og det er noget af en gevinst.
Næsten 30 år senere springer Hamilton nemlig ubesværet ind i den suveræne karakter, og fra sin solide intro til sin sidste scene, gør hun næsten ene kvinde Dark Fate umagen værd.
Men heldigvis er Hamilton ikke ene kvinde. Hun er del af et trekløver med Mackenzie Davis som supersoldat fra fremtiden og Natalia Reyes, som den nye person, der skal beskyttes fra dræberrobotter.
Reyes gør det godt som 2019-versionen af Sarah Connor på flugt fra metalskeletterne, men Mackenzie Davis er en noget nær fremragende tilføjelse som benhård, men også følsom, actionhelt.
Og i en alder af 72 overbeviser Arnold faktisk også stadig om, at han kunne være ‘living tissue over af metal endoskeleton’.
Selvom den position filmen placerer ham i, nok vil skabe delte meninger blandt fans.
Skuespillerne er altså veloplagte.
Desværre er de fanget i en film, der føles som om den er stykket sammen af resterne fra ubrugte Terminator-manuskripter.
Endnu engang er en ny dræberrobot på spil denne gang med evnen til at opdele sig oven i hatten. Endnu en gang skal en betydningsfuld person beskyttes. Endnu engang venter dommedag i horisonten.
Skynet er nu erstattet med Legion – så Sarah Connors kamp ikke virker helt omsonst – men det får ikke fremtiden til at se meget lysere ud.
Manuskriptet slår utroværdige knuder på sig selv – som ikke skal afsløres her – for at fortælle den samme historie endnu engang og både bringe nye karakterer og publikums nostalgi i spil.
Men forsøget på en ny start lykkes ikke nær så godt som i f.eks. de nye Star Wars-film.
Men udover det kluntede manuskript er problemet selvfølgelig, at filmen mangler James Cameron som instruktør.
Tim Miller smører tykt på med slowmotion og computereffekter i de delvist vellykkede actionscener.
Men når man ligger sig i slipstrømmen af Terminator 2 – som alle Terminator-film har forsøgt at kopiere lige siden – så er man oppe mod overmagten.
Millers filmsprog er for klaustrofobisk og for hurtigt klippet til for alvor at konkurrere med Camerons klassiske action.
I Terminator 2 var computereffekterne spektakulære, nu er de en konstant bestanddel i den tiltagende utroværdige action.
Ikke en af actionscenerne i Dark Fate kan konkurrere med suset af at se en ægte helikopter flyve under en ægte motorvejsbro i Terminator 2.
Millers actionscener føles som skumfiduser i forhold til Camerons betonklodser.
De konstante – og ikke altid lige sjov – meta-nik til tidligere film i serien bliver også trættende.
Ingen har brug for flere ‘i’ll be back’.
Samlet set ender Dark Fate som en middelmådig og tidstypisk actionbasker.
Det er desværre ikke helt nok, til at berettige dens eksistens.
Terminator: Dark Fate er den bedste i serien siden Terminator 2, men den løfter sig aldrig over det middelmådige.