Usynligt hjerte anmeldelse: Når hjertet er lidt for usynligt

Jeg syntes umiddelbart titlen på instruktør Laurits Flensted-Jensens spillefilmsdebut Usynligt hjerte var lige vag nok.

Det er sådan en titel, der ville høre fint hjemme hos et mediefagshold i gymnasiet, men som måske ikke er den mest sigende for en biograffilm.

Men på trods af mine anker, er det måske ikke så dårlig en titel endda. Hjerterne hos de tre hovedpersoner i Usynligt hjerte er nemlig svære at se.

For det er ikke nødvendigvis en opløftende historie Laurits Flensted-Jensen har valgt at fortælle i sin første film.

Tværtimod har Usynligt hjerte desværre lidt en tendens til at virke som en parade af elendighed.

Flensted-Jensen binder – løst – tre historier om forskellige mennesker en enkelt dag i København sammen til, hvad der kan beskrives som en collage af skadede mennesker.

Den tidligere misbruger Niklas tager to mænd med Downs syndrom med på en noget kontroversielt fødselsdagsudflugt.

Niklas’ lillebror Frederik forsøger at få en plads i det voldsdrevne hooliganmiljø, og den tidligere pornoskuespiller – og Niklas’ eks – Laura forfølges af sin fortid.

Usynligt hjerte er med andre ord en af den slags multi-protagonist film, som blandt andet instruktør Robert Altman var med til at popularisere.

Men der er nu mere Todd Solondz og Happiness i Usynligt hjerte, der ikke viger væk fra randeksistenser og tabuiserede temaer.

Men Usynligt hjerte er desværre for ujævn.

Når den er bedst, føles den som få andre film.

Laurits Flensted-Jensen trækker på sin baggrund som dokumentarfilminstruktør og lader flere af rollerne spilles af amatørskuespillere.

Det fungerer imponerende godt.

Særligt brugen af virkelige handicappede giver filmen en original kant, og bør være en opfordring til dansk film om både at have flere handicappede karakterer og skuespillere i centrum.

Flensted-Jensen opnår også en vis sitrende intensitet i enkeltscener, der ofte føles slående autentiske. Selvom det ikke er alle hovedrolleindehaverne, der gør det lige godt.

Men Flensted-Jensen lykkes bedre som instruktør end som manuskriptforfatter, og filmens tre historier forbliver sært løsrevne, og desværre også tiltagende utroværdige.

Usynligt hjerte er ikke tilfreds med blot at være en omgang ‘slice-of-life’, og især de fortællemæssige højdepunkter – der tager hovedpersonerne til deres laveste sted – fremstår alt for kunstige særligt den realistiske stil taget i betragtning.

Værst er historien om den tidligere pornoskuespiller Laura.

Hun spilles af altid fremragende Victoria Carmen Sonne, der desværre er fanget i en noget konstrueret og gentagende fortælling historie, der trækkes ned af kluntede og meget lidt troværdige porno-flashbacks.

Det samme gælder for Frederik, hvis hooligan-historie ender i et sært dramatisk klimaks, der har meget lidt med det foregående at gøre.

Men det er synd, at manuskriptet svigter.

Når Usynligt hjerte er bedst, rammer den nemlig en overraskende autencitet, men også overraskende øjeblikke af ømhed i sine ellers dunkle små fortællinger.

Det gælder for eksempel filmens bedste scene, et bordelbesøg, der ironisk nok ender med at være et af filmens mest kærlige øjeblikke.

Filmens hjerte er med andre ord ikke helt usynligt, men det kan godt være lidt svært at få øje på.

Usynligt hjerte er for ujævn i sin dunkelt dokumentariske fortællestil, til at filmens bedste øjeblikke rigtigt kommer til deres ret.