Beautiful Boy anmeldelse: Fra fars synspunkt
Du har sandsynligvis set det mange gange før.
En ung stofmisbruger tager hjem til sine forældre for at bede om penge. Måske sidder de med en kop te i køkkenet, mens forældrene endnu en gang mod bedre vidende giver dem penge.
Måske mødes de på en restaurant, hvor forældrene grådkvalt forklarer, at de ikke længere kan hjælpe.
Sådan en scene er der næsten i ethvert misbrugsdrama med respekt for sig selv, men det er sjældent mere end det; en enkelt scene.
For oftest ses historier om misbrug fra misbrugerens synspunkt. Den lovende teenager, der støt bevæger sig ned ad bakke i takt, at stofferne tager fat.
Den historie er også at finde – uden den store variation – i Beautiful Boy. Men det der for alvor gør Felix can Groeningens film interessant er, at forældrene fylder mere end bare en enkelt scene.
Beautiful Boy er især baseret på den biografiske bog af samme navn af David Sheff og fortæller historien om Sheffs oplevelser med sin søns misbrug.
Og netop det, at filmen hovedsageligt fortæller sin historie fra synspunktet af en pårørende til misbrug, er overraskende forfriskende.
Steve Carell leverer en stilfærdigt rørende præstation som David. Carell kanaliserer alle sine good-guy vibes, som en far der ser sin begavede søn forsvinde ud i et voldsomt misbrug af hårde stoffer.
Filmen følger Davids forskellige forsøg på at hjælpe, fra at samle sin søn op på gaden, gentagende gange sende ham på afvænning og senere pinefuld afstandtagen.
Det er en fascinerende historie, særligt i kraft af hovedsageligt at være fortalt fra en pårørendes synspunkt.
Desperationen og den manglende forståelse er til at tage og føle på, når Davids plagede søn Nic støt ryger ind i en tragisk livsbane.
Beautiful Boy er samtidig en hjerteskærende oplevelse, ikke kun for folk der har haft misbrug tæt inde på livet, men også for forældre generelt.
Misbruget forstærker nemlig kun den universelle følelse, det er, når et barn langsomt forvandler sig til et mysterium for sine forældre.
Det gør Nic, der spilles overbevisende af den nyeste it-boy Timothée Chalamet, der nuancerer de sædvanlige junkie-klicheer med en rørende hjertevarme.
Sammen får Carell og Chalamet skabt en kerne af følelsesmæssig troværdighed. Det holder Beautiful Boy ovenvande, når den bliver mere ujævn.
For desværre er Beautiful Boy lige lovligt bombastisk i sine sentimentale musikvalg, mens fotograf Ruben Impens også får skabt en lige lovligt postkort-agtig udgave af misbrug.
Det samme gælder desværre for manuskriptet, der har det med at gøre detaljerne i Nic’s misbrug lige spiselige nok, måske af frygt for manglende sympati for hovedpersonerne.
Beautiful Boy havde også stået endnu stærkere, hvis synspunktet havde været solidt fæstnet på far David.
I stedet trækker filmen også Nics egen biografiske bog, der nok havde fungeret bedre som selvstændig film, og i stedet er med til at mudre filmens udtryk.
Men det er heldigvis relativt små fartbump i en film, der langt hen ad vejen lykkes med at være et gribende drama om misbrug.
Steve Carell og Timothée Chalamet spiller hjerteskærende godt i dette bevægende drama. Beautiful Boy siger noget sandt om både misbrug specifikt og forholdet mellem forældre og børn generelt.
