2001: A Space Odyssey anmeldelse: Du skal ikke være bange for Rumrejsen år 2001

Overskriften siger det hele: Du skal ikke være bange for Rumrejsen år 2001.

Selv den mest gæve filmnørd kan ellers let føle sig intimideret af Stanley Kubricks hovedværk.

50 års fortolkninger fra filmkritikere, akademikere og lommepsykologer lægger som dødvægt ovenpå Kubricks legendariske film.

Men glem fortolkningerne og glem de åbne spørgsmål. Glem alt om 2001 som en klassisk kunstfilm, der stiller åbne spørgsmål, der skal besvares med store teorier.

Det vigtige ved Rumrejsen år 2001, og det der gør den til så god en film, er nemlig ikke at analysere og fortolke den; det er at opleve den.

Hvis du endnu ikke har set 2001, eller engang har set den, og haft en dårlig oplevelse, så har jeg et tip.

Du skal gå til den, som du ville gå til en stor moderne blockbuster som Avengers: Infinity War eller Star Wars: The Last Jedi. Du skal åbne dig selv op, for en filmoplevelse der går direkte efter dine sanser.

Rumrejsen år 2001 har nemlig kun et eneste ærinde.

Den vil have dig til at føle ærefrygt.

Den slags ærefrygt som menneskeracen kun føler i mødet med fænomener, der er uimodsigeligt større og vigtigere end deres egen tilværelse.

Den slags ærefrygt som det guddommelige udløser hos religiøse, eller som Grand Canyon udløser hos alle os andre.

Den slags ærefrygt som de første primitive menneskeaber føler, når en perfekt rektangulær monolit pludselig dukker op midt i deres primitive levested.

Og for at skabe den ærefrygt gennem biograflærred tyer Stanley Kubrick til en parade af alle de visuelle effekter, der var tilgængelige i 1968, og en del der ikke var.

Han hiver et lyddesign frem, der skiftevis får sit publikums indvolde til at skvulpe rundt og byder deres ører på komplet stilhed.

Han byder på en historie, der bogstaveligt strækker sig over millioner af år, fra de første primitive mennesker til en rejse ud på den anden side af det uendelige univers.

Og alt det på under to en halv time.

Hvad Kubrick til gengæld ikke byder på, og som vi er vant til fra mere gængse blockbuster-oplevelser, er personer du klart kan identificere dig med.

Kubrick beder dig om at betragte menneskeheden som helhed og mærke, hvor både vigtig og uvigtig racen på den lille blå planet er.

Han beder dig om at sidde i benovet forvirring, når mennesket for alvor møder kræfter, der overgår deres egne.

Og så beder han om tålmodighed.

2001 tager sig nemlig tid. Den udfolder sig i et hypnotisk tempo, så ærefrygten for alvor kan få plads i kroppen.

Men hvis du kan give Kubrick din opmærksomhed, så leverer han til gengæld en af de bedste film os mennesker indtil videre har præsteret.

Hvis du allerede ved, at jeg har ret i ovenstående, så er du her nok mest for at høre hvordan den nyrestaurerede udgave af filmen gør sig i IMAX.

Og det giver næsten sig selv, at den er fremragende.

Billedet står som da filmen var ny, uden at det føles digitalt manipuleret. Ikke så mærkeligt, når det er den – efter min mening overdrevent – filmfetichistiske Christopher Nolan, der står bag.

Det vigtigste er egentlig, at hvis du aldrig har set 2001 på et stort lærred, så er en tur i IMAX en oplagt mulighed, for at få det gjort.

2001 er skabt til enorme lærreder og buldrende lydsystemer, selvom generationer efterhånden har forelsket sig i filmen i mindre versioner.

Min kærlighed startede for eksempel til den en sen aften på DR2 som 13-årig.

2001 er altså potent nok til også at skinne igennem mindre formater, men jo større den kan opleves, jo bedre.

Så glem fortolkningerne og analyserne og hengiv dig til Kubricks mesterlige effekt-ekstravaganza.

Det er en uforglemmelig oplevelse.

Rumrejsen år 2001 er lige så bjergtagende en film, som den var for 50 år siden. Biografoplevelser bliver ikke bedre.