Far til fire i solen anmeldelse: Bedre end sidst
At anmelde Far til fire film er vel sådan cirka noget af det mest uproduktive, man kan tage sig til.
Det er svært at finde film, der er meget mere anmeldersikrede.
Det giver jo ligesom sig selv, at os anmeldere ikke er super begejstrede for Far til fire. Det er jo trods alt ikke franske film om homoseksuelle kærlighedsforhold instrueret af Lars Von Trier.
Men det er altså ok at forvente noget af Far til fire.
De repræsenterer noget af det mest mainstream underholdning for børn og deres familier produceret i Danmark, og den slags kan altså godt være godt.
Det var den sidste film i serien, med den ironiske titel Far til fire på toppen ikke. Jeg anmeldte den her, og kast bare et kig i kommentarfeltet, for at se hvor stærke følelser Far til fire kan vække.
Den præcis 76. film i serien, Far til fire i solen, fortsætter sporet fra forgængeren.
Den hjemlige hygge er erstattet med slapstick og børnevenlige actionsekvenser, mens tonen er blevet mere Min søster børn-agtigt fjollet.
Men Far til fire i solen gør bare det hele bedre. Om det er nok til, at den bliver decideret god, er en anden sag, men Far til fire i solen antyder alligevel en vej frem for serien, der er mere end bare en måde at malke forældre for penge i skoleferierne.
Alle involverede virker mere veloplagte. Fra Thomas Bo Larsens excentriske Onkel Anders til børneskuespillerne og instruktør Martin Miehe-Renard.
Og så har Far til fire i solen en langt bedre skurk i form Peder Thomas Pedersen. Han spiller den hovne patriark i den familie vores helte kommer i konkurrence med på deres ferie til Gran Canaria.
Pedersen er både veloplagt og sjov i rollen, som en far, der vil have den perfekte familie.
Der er også en bedre historie – den uperfekte Far-familie mod den perfekte instagram-familie – end den rodede udforskning af Fars fobier i Far til fire på toppen.
Det giver også rig mulighed for det sympatiske budskab ‘du er god nok, som du er’, der slås igennem med store, men effektive, syvtommersøm.
Imens drøner filmen afsted i højt tempo der – næsten – får skjult det noget sløsede filmsprog, og et budget, der åbenlyst er styrket af voldsom product placement for det rejseselskab, der har bragt familien til syden.
Det er iøvrigt en udgave af syden, hvor den mest åbenlyse spanske medvirkende selvfølgelig taler pæredansk. Måske en realistisk fremstilling af charterferie, men ikke ligefrem det skud diversitet, som Far til fire-serien altid har haft brug for.
Men, altså, efter Far til fire på toppen ved jeg, at det hele kunne være værre.
Hvis næste film omfavner de surrealistiske træk – som at Far åbenbart er døbt Far- endnu mere og bliver skarpere i udførelsen af både slapstick og action, så kommer der måske ligefrem en Far til fire-film ud af det, som jeg for alvor kan kalde god.
Far til fire i solen er på alle måder bedre end sin forgænger, men den lider stadig under flere af seriens ældgamle problemer.
