3 kvinder anmeldelse: Hellig forhud

Hvad åbningsscener angår, hører starten af instruktør Jafar Panahi nyeste film 3 kvinder til de mere dramatiske.

En ung kvinde filmer sig selv med en smartphone, mens hun tårevædet siger farvel til sit store idol: Skuespilleren Behnaz Jafari.

Og så hænger hun sig selv fra loftet i en grotte.

Det er dramatisk, men måske også for dramatisk.

Det er i hvert fald den tanke Jafari – der i øvrigt spiller sig selv – får, da hun med tårer ned ad kinderne ser videoen igen og igen.

For er der mon manipuleret med optagelserne? Har den unge kvinde snydt?

Det mysterium sætter Jafari sig for at opklare med sin lidt modvillige instruktør Jafar Panahi som chauffør, da de to begiver sig til den afsidesliggende landsby, som pigen kommer fra.

Og ja, Panahi er både instruktør af 3 kvinder og af filmen-i-filmen.

Den slags meta-territorium har den iranske instruktør før begivet sig ud i, i sin i hjemlandet forbudte filmografi.

Men heller ikke i Panahis nyeste film er metalegen det mest interessante.

For instruktøren har faktisk ikke brug for de udflydende grænser mellem fiktion og virkelighed, for at gøre det klart, at hans historier handler om netop virkeligheden.

Ved at sende mediefolkene Panahi og Jafari ud til en traditionel iransk landsby iscenesætter Panahi et kulturclash af de helt store.

Den unge kvinde på videoen, Marziyeh, drømmer – eller drømte – om at blive skuespiller.

Men det bliver hurtigt tydeligt, at den drøm er der ikke mange chancer for at få opfyldt i det iranske samfund.

Med støvede billeder, adstadigt tempo og en god portion sort humor, gør Panahi det klart, at  iranske mænd og kvinder ikke tilnærmelsesvis er ligestillede.

Panahi præsenterer en verden, hvor et drengebarns afklippede forhud bevares i årtier med håbet om at en mandlig actionstjerne vil velsigne det, og dermed sikre barnets fremtid.

Men kvinder med drømme om showbusiness spærres inde til de accepterer tvangsægteskab.

Det er en verden, hvor en enkelt åbenlyst døende tyr meget symbolsk får lov til at spærre vejen på grund af sine ‘mirakuløse testikler’, mens avlskøer bringes til den i vognfulde.

Men jagten på den unge pige i den lille landsby bliver også kollision mellem en ny mere vestlig verden og forstokkede traditioner.

Og som Panahi ser det, kommer de to verdener næppe til at enes.

Det er tunge sager, men Panahi holder et smil på læben og et adstadigt tempo, der trækker alle antydninger af højspændt drama ud af historien.

3 kvinder giver sit publikum god tid til at synke ned i den solbeskinnede og nedslidte landsby og ikke mindst til at nyde Jafaris skarpt afmålte præstation.

Men til tider bliver tempoet måske også lige dovent nok, og Panahis pointer havde næppe stået mindre skarpt med en lidt kortere spilletid.

Men det er skønhedsfejl i en snedig – og overraskende udramatisk – dissekering af det iranske samfund.

Med humor og følsomhed prikker instruktør Jafar Panahis nyeste film hul på Irans betændte samfundsproblemer.