12 Strong anmeldelse: Hvor er John Wayne?

Mens jeg så 12 Strong, sad jeg hele tiden og ventede på at John Wayne ville dukke op på lærredet. Måske som en eller anden oberst eller general.

Det er nok lige lovligt høje forventninger til en film fra 2018, at en skuespiller der døde i 1979, skulle dukke op, men han havde altså passet godt ind.

12 Strong er nemlig en uforbeholdent old school krigsfilm.

Siden 1970’erne har de fleste krigsfilm ellers mest været noget med krigens rædsler og menneskelige omkostninger.

Men 12 Strong er mere en tilbagevenden til tjuhej ærkepatriotiske amerikanske krigsfilm. Den slags film hvor krig handler om de gode mod de onde og masser af militaristisk heltedyrkelse.

Den slags film hvor John Wayne ville passe perfekt ind.

Men i 12 Strong er det Chris Hemsworth, der er i front. Han spiller den uprøvede kaptajn Mitch Nelson. Nelson leder de første amerikanske elitesoldater sendt til Afghanistan som reaktion på 11. September.

Og det er netop den sande historie 12 Strong er baseret på: En lille gruppe amerikanske soldater, der i samarbejde med en indfødt krigsherre skal afmontere Taliban. Både ved hjælp af bombeangreb fra oven, men også – på grund af landskabet – på hesteryg!

Hemsworths figur er baseret på virkelighedens Mark Nutsch. Men jeg tvivler på, at han er lige så præcis perfekt krigselskende, følsom, testosterondryppende og handlekraftig som filmens udgave.

Kaptaj Nelson  er mindst lige så meget superhelt superhelt som Thor er det.

Det gælder også for alle andre personer i filmen, der mere er typer end noget andet.

Til gengæld løftes manuskriptets ganske få strenge op af skuespillerne. Hemsworth er altid sympatisk, og gode folk som Michael Shannon og Michael Peña løfter også materialet, fra det der står på papiret.

Situationen omkring 11. September er selvfølgelig ekstremt simplificeret. Amerikanerne er ubetinget helte, der altid tager de helt rigtige beslutninger, mens fjenden ikke er mennesker men ansigtsløse monstre.

Vi introduceres endda for en overskurk, klædt helt i sort, der ville passe helt perfekt ind i enhver andenrangs actionfilm.

Kompleksitet er mildt sagt ikke det 12 Strong går efter, og det er sådan set også helt fint.

Filmen er overordnet velinstrueret af danske Nicolai Fuglsig, og danskeren bag kameraet, Rasmus Videbæk, får også skabt enkeltstående betagende billeder, særligt i filmens actionsekvenser.

Men det er desværre også her tingene halter.

12 Strong får ikke rigtigt kompenseret for sine manglende nuancer og kompleksitet med hårdtslående action.

Her er masser af fine eksplosioner og råbende soldater, men actionsekvenserne er for fragmentariske til rigtigt at få adrenalinet til at pumpe, og alt for ufarlige til at virke som realistiske krigsscener.

Og så er der for få af dem.

I lange perioder forfalder 12 Strong til at handle om hypermaskuline mænd, der peger på forskellige kort i ørkenen, uden at jeg rigtigt forstod detaljerne i, hvad de snakkede om.

Og hvis der er noget den her type krigsfilm ikke må blive, så er det kedelig.

Det er synd, for på andre områder er 12 Strong overraskende vellykket – hvis man da sluger kamelen om en gammeldags krigsfilm om en moderne krig.

Jeg venter stadig på John Wayne.

12 Strong er gammeldags heltedyrkelse baseret på en moderne krig. Desværre kompenserer actionsekvenserne ikke nok for de manglende nuancer, selvom 12 Strong nok skal stille den værste sult hos fans af old-school krigsfilm.