Solo: A Star Wars Story anmeldelse: Lige nøjagtigt nok slyngel
Inden vi dykker ned i kvaliteterne og manglen på samme – den har nemlig lidt af hvert – i den nyeste Star Wars film Solo: A Star Wars Story, så lad os lige stoppe op engang.
Lad os lige stoppe op og tænke over, hvor godt Star Wars fans har det lige nu.
Disney har fomået at rette kursen for den enorme Star Destroyer, som Star Wars-franchisen er.
De fleste følte nok, at Star Destroyeren ellers var kollideret med en planet, i en eksplosion af green-screen og håbløst skoleteater med George Lucas’ prequels.
Men nu vælter der Star Wars film ud af en uhørt høj kvalitet.
De nye film er visuelt betagende, fyldt med den gammeldags sans for eventyr, der oprindeligt gjorde filmene så populære og den sidste af filmene var endda ligefrem fornyende, og måske den bedste i serien.
Så gør det mindre, at sidefilmene under ‘Star Wars Story’-banneret ikke helt kan følge med den centrale saga i kvalitet.
Rogue One var efter min mening den dårligste af de nye film, men den var stadig værd at se.
Solo: A Star Wars Story er marginalt bedre – og dermed slet ikke i nærheden af The Last Jedi, men den er stadig et underholdende – omend lidt for forsigtigt – dyk ned i Star Wars’ underverden.
For det er selvfølgelig i den del af galaksen fyldt med ‘scum and villainy’, at vi skal møde den unge Han Solo.
Desværre er første møde lidt akavet.
Solo: A Star Wars Story lægger nemlig lidt gumpetungt ud.
På trods af en fin lille actionsekvens er introduktionen til Solo’s plot lidt noget rod.
Det kræver også lidt tilvænning at acceptere Alden Ehrenreich som den unge Han.
Ehrenreich er sådan set fin nok i rollen, mens han imitation af Harrison Fords repliklevering og kropssprog gør det svært ikke at blive mindet om, at Ehrenreich netop IKKE er Ford.
Men Ehrenreich bliver bedre undervejs.
Det gør Solo heldigvis også.
Af en alt for snørklet – og desværre lidt kedelig vej – finder filmen frem til et kortspil, og første møde, mellem Solo og Lando Calrissian.
Og Donald Glover er anderledes skarp i rollen som Lando.
Han formår både at gøre rolle sin egen – med sin temmeligt velvoksne portion charme – samtidig med, at han hylder Billy Dee Williams oprindelige præstation.
Med sig har han også droiden L3-37, som Phoebe Waller-Bridge forvandler til en fantastisk sympatisk og sjov bifigur; en droide der kæmper mod undertrykkelse af droider.
Herfra kommer der endelig lidt blus i kedlerne på Solo: A Star Wars Story, der i sit midterste stykke hopper fra det ene vellykkede set-piece til det næste.
Det hele centrerer sig selvfølgelig om et kup og en flyvetur, som jeg ikke vil afsløre alt for meget om, selvom Star Wars-fans nok allerede ved, hvad det drejer sig om.
I sin energiske midterste del er Solo: A Star Wars Story fantastisk underholdende.
Filmen trækker, med sit høje tempo og muntre action tråde helt tilbage til Star Wars store inspiration i de gamle cliffhanger-drevne ‘serials’. En inspiration der ellers er blevet noget mindre i den mere sæbeopera-lignende centrale saga.
Det er god gammeldags underholdning, med al den production-value moderne Hollywood kan mønstre, og det er værd at gå i biografen for.
Men at Solo: A Star Wars Story kunne være bedre, er der ingen tvivl om.
Tempoet dropper lidt igen til sidst. Solo peaker for tidligt og har ikke en rigtig tilfredsstillende slutning.
I forhold til at den handler om Star Wars-universets mest elskede slyngel – ham vi alle sammen mener skal skyde først – så er Solo: A Star Wars Story også underligt ufarlig.
Den mangler både humor og den fandenivoldskhed som Guardians of the Galaxy excellerer i.
Måske filmens oprindelige instruktører, Phil Lord og Chris Miller, kunne have bragt noget af det, men deres stil føles fuldstændigt renset fra filmen.
Men undtagelse af en enkelt gag i filmen start – der involverer en rekrutteringsvideo fra Imperiet der bruger John Williams’ musik – føles Solo: A Star Wars Story på alle måder som en Ron Howard film.
Solid, sikker, lidt flommet og næsten helt ufarlig.
Jeg håber, at fremtidige af A Star Wars Story filmene tør tage flere chancer og satse på en mere distinkt personlighed.
Solo: A Star Wars Story ender som en pose lidt blandede bolcher.
Men det er altså stadig en pose med bolcher.
Solo: A Star Wars Story er ikke nær så rebelsk som sin hovedperson, men da den endelig får trykket speederen i bund, leverer den imponerende underholdning fra den helt gamle Star Wars-skole.
