The Post anmeldelse: Spielberg kan instruere

Det er blandt andet filmanmelderes rolle at udpege ting ved film, der ikke nødvendigvis er helt åbenlyse. At observere noget et generelt publikum måske ikke ser ved første øjekast.

I forbindelse med The Post har jeg observeret noget.

Det kan være en ret provokerende position at tage, eller måske lidt for langt ude til at du, kære læser, kan følge med. Men giv det nu lige en chance. Her kommer det:

Steven Spielberg er en virkelig god instruktør.

Så har jeg sagt det. Steven Spielberg er alvorligt god til at lave film. Det lyder måske vildt, men prøv nu lige at høre.

Med The Post forvandler han en historie om noget så tørt og kedeligt som aviser, til en ubetinget filmisk oplevelse.

Ja, The Post er en voksen historie om politik. Om da avisen Washington Post i 1971 først skulle have fat på, og siden skulle beslutte, om de ville trykke de lækkede ‘Pentagon papirer’.

Vel at mærke på trods af at konkurrenten New York Times samme dag havde fået en statssag på halsen for at gøre det samme.

Historien er interessant, men det lyder unægteligt også som noget vi har set før på film. Et historisk snakke-drama af den fine men også lidt anonyme slags.

Ikke i Spielbergs hænder.

Mesterinstruktøren fylder The Post med sin sans for visuel historiefortælling.

Papirer der skal leveres til den anden ende af byen, bliver lige så spændende som en biljagt. At sætte en trykpresse i gang er hos Spielberg – næsten – et lige så nervepirrende foretagende, som når en dinosaur slipper ud af sin indhegning.

Spielberg ved, hvordan man laver film.

The Post er selvfølgelig også spækket med bekymrede folk, der taler i telefon, eller står omkring borde. Men også de scener løftes af Janusz Kaminskis billeder, og John Williams musik, der får The Post til at lyde som en agent-film.

I hovedrollerne byder The Post på Hollywoods sikreste kort: Meryl Streep og Tom Hanks.

Hanks bruger sin absurde mængde likeability til fuld effekt som avisens good-guy redaktør Ben Bradlee.

Meryl Streep holder sig heldigvis lige på den underholdende side af overspil – du bestemmer selv, hvilken side det er – som den første kvindelige udgiver af Washington Post Katharine Graham.

De må begge indse, at de nok har været lidt for gode venner med magthaverne, og at de for at bevare journalistisk integritet, må brænde nogle personlige broer.

Samtidig byder The Post på en ikke så subtil feministisk åre, der langt hen ad vejen er tilfredsstillende, men som også bliver slået fast med lidt for store Spielberg-søm i filmens sidste scener.

Spielberg kan fortælle en historie på film, men at manuskriptet til The Post ikke byder på mange overraskelser, holder alligevel filmen fra at være en nyklassiker.

Det er aldrig den store tvivl om, hvor det bærer hen, og det får Spielberg ikke kompenseret for.

Men jeg holder nu alligevel ved min indledende udtalelse. Også selvom den er temmeligt grænsebrydende.

Steven Spielberg er en virkelig god instruktør.

Steven Spielberg kan fortælle historier på film som ingen andre. Det forandrer sig ikke med The Post, der også byder på stærke præstationer fra Tom Hanks og Meryl Streep. Så gør det ikke så meget, at vi har set det hele før.