Sweet Country anmeldelse: Det søde land

Der er så meget støv og sand i luften, at du næsten kan smage det. Solen banker ned, og det er nødvendigt at tjekke sine støvler for vildfarne skorpioner.

Hårde mænd tegnes i sort silhouet mod den utilgivelige natur, mens underkuede mænd med mørkere hudfarve tager sig af det hårdeste arbejde.

Hvis du skulle være i tvivl, så er Sweet Country en western, men det er ikke den amerikanske prærie og knejsende røde klipper, der danner baggrund for filmens barske fortælling.

Sweet Country foregår nemlig i Australien, i et miljø der er mindst lige så uvelkomment for fremmede.

Og det er – originalt nok – det Sweet Country handler om. Altså fremmede.

For de fleste af de hvide mænd der desperat forsøger at tæmme og civilisere outbacken, er det de mørke aboriginals, der er de fremmede.

Men for den dalende population af aboriginals – der inkluderer filmens hovedperson Sam – er det unægteligt de hvide mænd, der er fremmede på australsk jord.

Instruktør Warwick Thornton – der selv har aboriginal baggrund – er ikke den første, der har set potentialet til westerns i Australiens rå natur og historie. Det var John Hillcoat, der for alvor populariserede den australske variant af den klassiske genre med den mesterlige The Proposition.

Det unikke ved Warwick Thorntons tilgang er, at han forvandler sin western til lige dele historisk vidnesbyrd og indigneret politisk indspark til Australiens racistiske historie.

I centrum står Sam – fantastisk spillet med stoisk følsomhed af Hamilton Morris – der efter at  have dræbt en af de lokale gårdejere i berettiget selvforsvar, er tvunget til at flygte gennem outbacken sammen med sin kone og et ‘posse’ af lovens lange arm lige i hælene.

Sam har nemlig ingen tillid til, at han som Aboriginal vil få en fair rettergang.

Som publikum er det da også svært at tro på, når først man har været vidne til den behandling, de ellers assimilerede Aboriginals må lægge ryg til.

Det er svært ikke at komme til at tænke på den amerikanske slavehistorie, når man ser den rolle australiens indfødte befolkning tilsyneladende havde i dagligdagen.

Men hvor slavernes historie er relativt rigt repræsenteret på film, så er det ikke meget jeg har set til Aboriginals i den kontekst.

Det er blandt andet derfor Sweet Country er så djævelsk fascinerende.

Men Thorntons film er heldigvis mere end et politisk indspark. Den er også i sig selv en fantastisk western, der byder på flere af genrens både klassiske og moderne glæder.

Sams flugt gennem outbacken bliver en medrivende omgang katten efter musen, hvor forfølgerne ikke har taget højde for Sams bemestring af naturen, som han bruger som et våben mod forfølgerne.

Sweet Country byder også på imponerende scenografi og kostumer, der kombineret med et hypnotisk lyddesign der kombinerer reallyd og pludselig stilhed, får skabt en både troværdig og poetisk atmosfære.

Warwick Thornton er ikke bange for pludselig brutalitet, men der er også plads til en overraskende grad af nuance i Steven Mcgregor og David Tranters manuskript.

Rædslerne læsses på den oprindelige befolkning, men det er ikke alle kolonisatorerne der er modbydelige. Sam Neills præst er et tiltrængt pust af hjertevarme i filmens hårde univers.

Selv filmens mest modbydelige personer menneskeliggøres. Men det gør det kun så meget desto mere ubehageligt, at modbydelighederne ikke stopper.

Tiderne har heldigvis forandret sig – også for Australien – men at Sweet Countrys hårde blik på racisme også er relevant i nutiden, kan der næppe være tvivl om.

Australien er måske nok Sweet Country, men det er menneskene i det, der er knap så søde.

Sweet Country er en formidabel western med en overraskende blanding af brutalitet og følsom hjertevarme. Det er både et rasende politisk indspark og en af de bedste westerns længe.