Papillon anmeldelse: Endnu et fængsel, endnu en flugt

Mudrede slagsmål i gården, pludselige dolkninger, overfald i badet, voldtægt i badet, flugtplaner, en tur i isolation og ondskabsfulde fængselsinspektører.

Jeps, Papillon er så sandelig en fængselsfilm.

Det er måske heller ikke så mærkeligt, eftersom den er baseret på fængselsfortællingen over dem alle: Henri Charriéres autobiografiske bøger Papillon og Banco og ikke mindst den oscarvindende filmatisering fra 1973.

Det er med andre ord, ikke første gang Charriéres dramatisk drabelige fortælling om sin tid i – og flugt fra – den franske fængselskoloni i Sydamerika i 1930’erne er blevet fortalt.

Desværre bringer Papillon ikke meget nyt til bordet.

Som jeg allerede har afsløret, er det fængselsfilmklicheerne, der hersker i danske Michael Noers udgave af historien.

Det var det vel for så vidt også i Charriéres oprindelige bog fra 1969, og i Franklin J. Schaffners filmatisering med Steve McQueen og Dustin Hoffman fra 1973. Den eneste forskel er nok, at de dengang føltes lidt friskere.

Det gør de desværre ikke i Papillon, der på mange måder føles som et forlænget afsnit af en ny TV-serie i stil med Oz eller måske endnu mere Prison Break.

Noer forsøger ikke overraskende at lave en mere intim udgave af historien end den gammeldags storfilm fra 1973. Han og manuskriptforfatter Aaron Guzikowski er mere interesseret i fængselslivets detaljer – og især lidt barsk HBO-style vold mellem fangerne – end de er i den årelange histories episke schwung.

Og i starten går det sådan set fint.

Fængselsfilm er jo en genre af en grund. Det er underholdende at se en flok testosteron-bomber – der i øvrigt nok er en hel del mere six-pack-agtigt-trænede end folk var flest i 1930erne – dyste om hvem der er den største alfa.

Svaret er ikke overraskende: Charlie Hunnam. Hunnam spiller hovedrollen med sin sædvanligt hypermaskuline intensitet.

Hunnams Papillon slår sig sammen med den mere skrøbelige medfange Dega i håb om at Degas penge – som han selvfølgelig gemmer samme sted som Christopher Walken gemte det der ur – kan hjælpe ham til at flygte.

Den slemme dreng beskytter den mindre slemme – endnu en fængselsfilms-classic – og de to mænd udvikler selvfølgelig et venskab som årene går.

Men det er her, Papillon begynder at snuble.

Hunnam har egentlig udmærket kemi med Rami Malek i rollen som Dega. De to er selvsagt ikke Steve McQueen og Dustin Hoffman, men det er ikke Hunnam og Maleks fejl, at manuskriptet glemmer at give dem karaktertræk nok til at bære den over 2 timer lange film.

Så da filmen løber tør for fængselsfilmfloskler sådan lige omkring andet flugtforsøg, er der ikke meget mere at komme efter.

Filmsproget er underligt anonymt, og Papillon er ikke troværdig nok til at fungere som historisk skildring eller tempofyldt nok til at fungere som ren actionthriller.

Roland Møller kigger forbi med sin heftige danske accent, og ser ud til at have det sjovt i rollen som den onde fange, men Papillon bliver aldrig rigtigt mere end en halv-habilt ekko af alle filmhistoriens fængselsfilm.

Hvis det er lang tid siden du har set sådan en, så går Papillon lige nøjagtigt an.

Og så skal den da have lidt kredit, når den lykkes med at få den samme slåskamp til både at foregå i fængslets bad og i den mudrede fængselsgård.

Det må da være en slags fængselsfilms-bingo.

Papillon får fuld plade i fængselsfilmsbingo, men den har hverken nok nuancer eller energi til at bære sin lange spilletid.