MaXXXine anmeldelse: Hvorfor kun en trilogi?

Sikke en trilogi Ti West har skabt!

Jeg kan ikke komme i tanke om andre gyserserier — eller filmserier overhovedet — der består af så forskellige film forbundet hovedsageligt af tematik, hovedrolleindehaver og så en altoverskyggende filmkærlighed og genredyrkelse.

Først fik vi den svedende Texas-slasher X, og dens Motorsavsmassakren inspirerede fortælling om en flok unge der finder noget, de slet ikke havde ventet på en gård langt ude på landet.

Og så kom Pearl, der godt nok foregår på den samme gård, men som føles markant anderledes med sin kombination af kulørt melodrama, Disneyfilm og blodig psyko-gyser.

Begge de film var små-til hel-geniale og affødt både af egne praktiske og budgetmæssige begrænsninger, og kemien mellem instruktør Ti Wests stil og hovedrolleindehaver (nogle gange flere hovedroller på en gang) Mia Goths skuespil.

Så man kunne med rette være lidt bekymret for MaXXXine, der for første gang efterlader gården fra de to første film og de fokuserede karakterstudier til fordel for et noget større lærred i Hollywood anno 1985.

Denne gang er det nemlig ikke den samme stalddør vi kiggede igennem i både X og Pearl, der indleder løjerne, men i stedet den massive dør til et Hollywood-studie, som Mia Goths Maxine træder igennem.

Hovedrollen fra X vender nemlig tilbage med blod på tanden for at bytte sin pornokarriere til en mere prestigefyldt skuespilkarriere.

Desværre for hende er det ikke kun Hollywoods magtmænd, der står i vejen, men også mindst to seriemordere (den ene fra virkeligheden) og Maxines egen brutale fortid fra X.

I baggrunden lurer de samme temaer om Hollywoods indflydelse på almindelige mennesker og prisen for at være kendt, som West klogeligt aldrig gør for åbenlyse eller prædikende.

I stedet fokuserer han som altid på sin hovedkarakter.

Og det kan man godt forstå, når hun spilles af Mia Goth.

For Goth er en sjælden skuespiller med en kombination af uudgrundelig udstråling og en evne til at reagere virkelighedsnært, uanset hvor grotesk hendes materiale er.

Goth føles uforudsigelig.

Og Goths evner er heldigvis ikke mindsket i MaXXXine, når hun genoptager sin rolle fra X, men krydrer den med dele af præstationen fra Pearl.

Denne gang får hun ikke bare lov til at være en benhård kvinde med hyperfokus mod egne drømme, men også en slags nattens hævner, når hun uddeler kvindelig straf mod de klamme mænd i Hollywood.

Goths præstation alene er ustoppeligt underholdende, men Ti West har heldigvis heller ikke givet slip på roret.

West genskaber med stor præcision mit fødeår i en collage af virkelighed og popkultur, der føles mere som de ægte 80’ere, end de kitschede overgjorte referencer vi ofte får.

Imens udrulles den mest komplekse — måske tenderende til det rodede — historie af de tre film, der genremæssigt låner fra alt fra amerikansk slashere til italiensk giallo og storbykrimi.

L.A. føles snusket på en måde, som vi ikke længere ser i moderne film, og MaXXXine har en fest med specifikt udvalgte 80’er-klassikere på soundtracket.

Måske endnu bedre er Tyler Bates periode-præcise musik, der ikke så meget føles som en 80er-pastiche på trods af hylende saxofoner, men helt enkelt som glemt filmmusik fra perioden.

Det er en præstation.

Det gør MaXXXine til en fest for filmnørder, men måske nok også til den mest meta og interne film af de tre.

Med referencer til både sine egne forgængere og et væld af filmgenrer, er MaXXXine nok en smule mere krævende end de to tidligere film.

Men værre er det heller ikke.

For West giver ikke slip på sin ambition om, at de tre film skal kunne ses på egen hånd — og at de først og fremmest skal være en rutsjebanetur for ethvert publikum.

MaXXXine har en håndfuld smukt udførte og velvalgte øjeblikke af splat, som nok skal få alle til at vride sig i biografsædet, og udover Mia Goth også en række stærke præstationer fra det imponerende cast.

Imens fortsætter MaXXXine med at folde ideerne fra de tidligere film ud via Maxines ustoppelige jagt på berømmelse.

Det er helt bevidst en ‘B-movie with A-ideas’, som en karakter i filmen selv ironisk benævner det.

Og når det udføres så godt som her, kan man kun krydse fingre for, at en fjerde film er på vej.

Mia Goth er uovertruffen i en rutsjebanetur for gyserelskere, der både er en tilfredsstillende finale på Ti Wests gysertrilogi og samtidig bare giver lyst til mere.