Evil Dead Rise anmeldelse: En tur i den blodige rutsjebane

Der findes ikke en dårlig Evil Dead-film.

Siden instruktør Sam Raimi, skuespiller Bruce Campbell og producer Robert Tapert tog ud i skoven for at optage en gyserfilm i slutningen af 1979 og starten af 1980 har Evil Dead-serien givet os følgende:

Et perfekt og urørligt mesterværk af sprudlende filmisk kreativitet og ustoppelig opfindsomhed — og en af mine smags-definerende filmoplevelser og favoritfilm: Evil Dead 2.

To suveræne og skoledannende klassikere: The Evil Dead og Army of Darkness.

Et overraskende godt og bloddryppende ondskabsfuldt pseudo-remake af den første film: Evil Dead.

Den tilfredsstillende tilbagevenden af seriens tåbelige røvhul af en elskelig helt Ash Williams i en TV-serie, der var bedre end os ultrafans havde turdet håbe på: Ash vs Evil Dead.

Det gør i sig selv nok Evil Dead-serien til en af de gyser(komedie)-serier med højst gennemgående kvalitet.

Selv når mesteren Sam Raimi har forladt serien, har den fungeret.

Det lægger et vist pres på instruktør Lee Cronin og hans Evil Dead Rise, der kommer ti år efter det sidste forsøg på at genoplive serien.

Den film, instrueret af Fede Alvarez, forsøgte klædeligt ikke at imitere Raimi, men fandt sin egen stemme ved i høj grad at forlade humoren til fordel for en serie af ustoppeligt brutale påfund.

Men den affødte desværre ikke flere film. I hvert fald ikke før nu, hvor de onde døde igen rejser sig fra deres hvilested.

Jeg håber, at Evil Dead Rise har mere held med at genoplive serien, for instruktør Lee Cronin har skabt en noget nær perfekt Evil Dead-film.

Måske den bedste siden Evil Dead 2.

For Cronin forstår, hvad en Evil Dead-film skal være.

En Evil Dead-film skal være en rutsjebanetur fyldt med loops, dunkle tunneler og alt for høje bakker, der spytter sit publikum ud i den anden ende sølet ind i blod.

Det gør Evil Dead Rise, der fra sin veloplagte åbning til sin suveræne finale leverer en serie af evigt eskalerende gysende og groteske set-pieces, leveret med filmisk overskud og en dyb forståelse af sit eget ophav.

Tonen lander et sted mellem Fede Alvarez’ brutalt humorforladte genstart af serien og Raimis mere gakkede og uhøjtidelige originaler.

Og Cronin forsøger meget befriende ikke at være Raimi.

Med undtagelse af enkelte obligatoriske nik finder Evil Dead Rise sit helt eget udtryk, når den flytter de grusomme deadites til byen og leverer en historie, der hovedsageligt foregår i en enkelt lejlighed.

Det fungerer upåklageligt at rykke løjerne til et lejlighedskompleks, der med Nick Bassetts detaljerede production design, ser ud som om det var designet af Ivo Shandor.

Dave Garbetts (der også var inde over Ash Vs. Evil Dead) fotografering og lyssætning udnytter de begrænsede omgivelser til fulde, og leverer deres egen version af Raimis filmiske legesyge helt uden at efterabe.

Se bare sekvenserne set gennem et kighul i døren.

Imens leverer Peter Albrechtsen en helt afgørende Evil Dead-ingrediens med sit suveræne lyddesign.

Hos Evil Dead Rise lyder en palet på et køkkenbord som et knivskarpt middelalderligt torturinstrument og filmen springer med største lethed fra komplet stilhed til knoglemarvs-skvulpende Drag Me To Hell-lydtapeter.

Det er øre-overgreb af den bedste slags, der i øjeblikke hensatte mig til nostalgien ved mine første møder med Evil Dead 2 og den films legesyge lyd.

Albrechtsen mestrer den Evil Dead’ske dynamik, så det er umuligt at forestille sig Evil Dead Rise uden hans input.

Men en anden afgørende ingrediens er Lee Cronins fremragende manuskript.

Cronin får skabt en gruppe oprigtigt elskelige karakterer, inden han smider helvede efter dem, og hverken børn eller mødre er fredede, når de onde døde igen går til angreb.

Af samme grund fik filmens finale mig helt ud på kanten af sædet i håb om karakterernes overlevelse og oprigtig frygt for deres død. Noget der ellers ofte er til at forudse på lang afstand.

Men ikke hos Evil Dead Rise, der også leverer stærke præstationer.

Først og fremmest stjæler Alyssa Sutherland billedet som filmens hoved-deadite, med en grimasserende og oprigtigt gruopvækkende præstation, der måske er den hidtil mest skælmske udgave af seriens okkulte skurke.

Men også Lily Sullivan, Richard Crouchley, Anna-Marre Thomas og Nell Fisher leverer varen, som en familie, man tror på.

Imens lurer easter-eggs til Evil Dead-fans om hvert et hjørne — hold øje med pizzabakker og Three Stooges-referencer — uden at filmen føles tynget af arven fra Campbell og Raimi.

Eneste glasskår i munden på filmens underholdning er enkelte præstationer i periferien, der ikke helt lever op til resten af filmens kvalitet.

Men det er ubetydeligt. For med Evil Dead Rise er Evil Dead tilbage i biografen for fuld udblæsning.

Og hvis Lee Cronin bliver ved roret, kan jeg næsten ikke vente på endnu en omgang.

Evil Dead Rise er en mavekildende tur i en blodtilsølet rutsjebane, der leverer varen for fans og nok skal få alle andre til at hoppe i sædet. Come get some!