Doel anmeldelse: Doel og det gule hus

Doel fik mig til at tænke på en børnebog fra min barndom: Det gule hus.

De har nemlig en del til fælles.

Det gule hus er – i tilfælde af at du ikke kender den – udformet som et stort gult hus. Bag omslaget gemmer sig seks lejlighedsdøre, der hver rummer deres egen historie. Så kan man selv vælge, hvor man vil ringe på, og så få at se – eller måske rettere få læst højt – hvad der foregår i de små hjem.

I Doel kan jeg ikke selv bestemme, hvilke hjem jeg vil kigge ind i. Det har instruktør Frederik Sølberg allerede bestemt for mig.

I små diorama-lignende tableauer inviterer han med indenfor hos en række af de kun 26 forskellige beboere i den belgiske spøgelsesby Doel.

Som den ene af dem – en bedstemor-agtig kvinde, der på mange måder er filmens stjerne – forklarer, så var der en gang, hvor Doel havde alt.

3 bagerier, 24 cafeer og meget andet.

Men den tid er endegyldigt forbi.

Det Doel publikum præsenteres for, er en gråtonet samling af hovedsageligt forladte og graffitimalede huse. Et svagt ekko af hvad byen var engang.

Men præcis som i Det gule hus, er der liv under overfladen.

I smukt komponerede statiske indstillinger får vi et kig ind i hjemmene hos den brogede – og forsvindende lille – samling borgere.

Der er førnævnte ældre kvinde, der i sin stue ser en grovkornet komiker på fjernsynet. Lige lovligt grovkornet åbenbart, for hun kalder ham hurtigt en uforskammet skiderik og skifter kanal.

Så er der den unge vandkæmmede mand, der begejstret både spiller trommer og growler hjemme i stuen. Der er selvfølgelig heller ikke så mange naboer til at blive irriterede.

Med stor humor viser Doel alt det liv, der stadig er i et sted, de fleste ellers betragter som dødt.

De oftest statiske optagelser af byens borgere byder tit på en knastør humor, der til tider minder om en salgs dokumentarisk krydsning af Roy Andersson og Aki Kaurismäki.

En humor der også rammer de udefrakommende, som Doels borgere ellers prøver at holde på afstand.

Af en spøgelsesby at være, er Doel nemlig ret populær.

En Belgisk schlager-sanger kommer for at optage en musikvideo, unge bilentusiaster forsøger at forvandle byen til en europæisk omgang Fast & Furious mens turister tager på bus-sightseeing gennem den grå by.

Måske mest tragikomisk er en af de yngre beboeres fortælling om, hvordan han må jage ‘urban-explorer’ ud af nabohusene.

I filmens køligt observerende stil – flot udført af fotograf Jonathan Wannyn – bliver det både bizart og sjovt.

Klipningen og lydarbejdet er skarpt, og er med til at holde tempoet højt, i en film der ellers hurtigt kunne have føltes lidt stillestående.

Det er til gengæld ikke alle dele, der fungerer lige godt. Jeg blev aldrig for alvor berørt af beboernes kamp for at beholde byen. Det afsluttende fakkeloptog og tilhørende demonstration, skruede derfor lidt højere op for sentimentaliteten, end jeg kunne følge med til.

På den måde bliver Doel måske nok en mere morsom end rørende oplevelse, men det gør egentlig ikke så meget.

Jeg tror også, at jeg grinede mere end jeg græd over Det gule hus.

Roy Andersson møder Aki Kaurismäki i denne dokumentarfilm om en belgisk spøgelsesby. Doel er en stilren filmoplevelse, der byder på en god mængde tørre grin. Så gør det egentlig ikke så meget, at der ikke er så mange andre følelser, der kommer i spil.

Doel har premiere d. 16/3 i Empire Bio og vises to gange mere på CPH:DOX 2018.