Den sidste rejse anmeldelse: Instrueret med hård hånd

En deprimeret aldrende mand, der skal vækkes til liv igen. Far-søn drama. En rejse gennem Europa i en lille orange bil.

Tilsæt højstemt musik, finurlig nordisk humor og en tåreperser af en finale, så har du ingredienserne til en blockbuster-dokumentar.

Den sidste rejse har da også slået publikumsrekorder i Sverige, hvor det i hjemlandet berømte journalist/komiker makkerpar bag filmen, Filip Hammar og Fredrik Wikingson, nok også har lokket folk i biografen.

Men det stærkeste kort i Den sidste rejse er nu ikke nogen af dem.

Det er derimod Lars Hammar, Filip Hammars frankofile far og tidligere gymnasielærer, der nu — som fortalt af filmen — lever sit otium fanget i en lænestol.

Hammar-senior er en både karismatisk og følsom hovedperson, der bærer Den sidste rejse på sine aldrende skuldre. Selv når filmen omkring ham kollapser i kunstighed, så er der noget rørende menneskeligt i Lars Hammar.

Sønnen Filip beslutter sig for at tage sin far med på en gensyn med barndommens feriedestination i Frankrig, i håb om at vække ham fra sin døs.

Og så går feel-good rejsen ellers gennem Europa med dertilhørende strabadser og højdepunkter.

Imens er der skruet helt op for colorgradingen, så den orange bil rigtigt stikker ud i det solrige Frankrig og musikken pendulerer bastant fra det rørstrømske til det finurlige.

Det er for meget, ikke mindst fordi makkerparret bag filmen Filip Hammar og Fredrik Wikingson instruerer med mere end hård hånd.

Filmens humor skal blandt andet udspringe af de tos arrangerede genskabelser af faderens fortid, men problemet er, at næsten alle andre dele af filmen føles mindst lige så kunstigt iscenesatte.

Når de stakåndet diskuterer, hvor gakket deres seneste påfund var, føles det hele næsten kvælende falsk, mens filmen også klemmes under sin egen tunge dramaturgi.

Alligevel er der noget både sødt og varmhjertet under den konstruerede overflade.

Og i filmens finale mødes det kunstige og det hjertevarme til oprigtigt rørende effekt.

Bare hele filmen havde været sådan.

Den sidste rejse er ofte sød, men er mindst lige så ofte ved at kvæles i sin egen kunstighed.