Countdown anmeldelse: Gys med dræber-app

0
652
Countdown anmeldelse
Foto: SF Studios

Countdown anmeldelse: En dødbringende app

Tænk, hvis en app kunne forudsige din dødsdag?

Og tænk, hvis en god film kunne laves på den ide?

Måske er det muligt – det med filmen altså, ikke det med appen – men det lykkes ikke helt for den debuterende spillefilmsinstruktør Justin Dec, der også står bag manuskriptet til Countdown.

Men lad mig sige med det samme, at Countdown overgik mine forventninger.

Om det siger mere om mine forventninger til en film om en dræber-app eller om Countdown, må forblive uvist, men Countdown er overraskende nok ikke helt uden værdi.

Instruktør Justin Dec viser en vis opfindsomhed i sin blanding af gys og grin.

Countdown er tilpas selvbevidst om sin fjollede præmis, samtidig med at den tager sit job om at skabe hop i biografsædet alvorligt.

Den finder sjove detaljer i sin teknologi-angste historie.

For eksempel viser appen – der dramatisk tæller ned til dit præcise dødstidspunkt – ikke så meget at være truslen, som det er brugerbetingelserne, når appen installeres, man skal vogte sig for.

Og en film, der gemmer dæmoniske besværgelser på latin i computerkoden bag en mobiltelefon-app, er altså også lidt svær at stå for.

Nedtællingen til dødstidspunktet skaber også en fin Final Destination-lignende spænding om hvordan de stakkels hovedpersoner vil lade livet.

Og så har Justin Dec altså også et fint greb om de famøse bøh-øjeblikke, selvom det ofte er de billige af slagsen.

Men Countdown kæmper både med sin tone og sit budget.

Elizabeth Lail giver en forbløffende dedikeret præstation i hovedrollen, men når filmen vil have os til at føle hende, så kniber det altså.

Og ikke alene er gysene kedeligt blodfattige – så filmen kan appellere til også de yngste teenagere – iscenesættelsen af dem er også lige lovligt budgetvenlige.

Men den største synd Countdown begår er alligevel at forlade sin teknologi-baserede historie til fordel for endnu en rusten omgang dæmongys.

Hovedskurken viser sig at være et kasseret dæmonkostume fra The Conjuring universet, og den sidste kamp mod denne skurk er noget forudsigeligt rod.

Imens smuldrer de tidligere etablerede regler for de overnaturlige løjer, mens filmen desperat forsøger at finde en udvej for sine hovedpersoner.

Så nok er Countdown bedre, end en film om en dræber-app måske burde være.

Men det siger måske heller ikke så meget.

På trods af et par fine hop i sædet og et par opfindsomme scener, når Countdown desværre ikke i mål med sit app-gys.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse