Blink Twice anmeldelse: Blink Twice hvis du vil Get Out

Blink Twice føles som en søsterfilm til Jordan Peeles fremragende instruktørdebut Get Out.

Blink Twice er nemlig også en instruktørdebut. Men denne gang er det skuespiller Zoë Kravitz, der springer over på den anden side af kameraet.

Men lighederne stopper ikke der.

Selve titlen Blink Twice er på samme måde som Get out en kommando til at flygte fra en farlig situation: “Blink twice, if you’re in danger.”.

Og søreme om ikke også Blink Twice er en rutsjebanethriller med samfundssatirisk brod, hvis hovedperson langsomt opdager, at de storsmilende mennesker, der omgiver dem, ikke er helt så venlige endda.

Heldigvis spejler de to film sig — langt hen ad vejen — også i kvalitet.

For Zoë Kravitz folder sig med sin allerførste film ud med et bemærkelsesværdigt filmsprog, der virkelig understøtter det manuskript, hun har skrevet sammen med E.T. Feigenbaum.

Med kulørte klaustrofobiske billeder kaster Kravitz publikum direkte ind i sin hovedpersons perspektiv, da hun inviteres til en privatejet ø af den kontroversielle (læs: han er et røvhul) rigmand Taylor King.

Champagnen og stofferne flyder, vejret er tropisk og den smukke hvide kjole ligger allerede klar i den historiske megavilla, hvor de skal bo.

Men noget er — selvfølgelig — helt galt.

Og det får Kravitz gjort helt klart med de på en gang blændende smukke og desorienterende billeder og en præcist afmålt klipning, der helt bevidst går lidt for hurtigt til at være behagelig og først sætter farten ned, når tingene bliver virkeligt grusomme.

Det er først og fremmest konstant underholdende, men helt enkelt også fremragende filmsprog, og decideret imponerende fra en debutant.

Løjerne — og udrulningen af mysteriet i rigmandsparadiset — understøttes også af et af årets hidtil mest mindeværdige lyddesign.

Lyddesigner Jon Flores lader konstant små lyde være unaturligt høje og afbryder igangværende scener med pludselig støj.

Det føles lidt som at have konstant tømmermandshovedpine.

Det greb holder publikum helt ude af balance og får gjort det klart fra start, at noget skurrer under overfladen i den ellers Instagram-venlige verden.

Og da afsløringen endelig falder, holder Blink Twice sig heller ikke tilbage.

Kravitz’ film har spidsere tænder end den mindre bølge af film, der i de sidste år har hånet overklassen.

For uden at afsløre for meget går Blink Twice i en meget dunkel og ubekvem retning, der har en langt mere direkte forbindelse til virkeligheden, end f.eks. mysteriets løsning i Get Out har det.

Men det er nok også derfor, at andre dele af filmen fungerer mindre godt.

For den humoristiske åre i Blink Twice kan ikke hamle op med sine forbilleder. Hovedkarakteren — selvom hun spilles flot af Naomi Ackie — mangler kød på skelettet for at føles som et rigtigt menneske, og filmens finale afvikles både for hurtigt og for klodset.

Særligt i filmens sidste del begynder lysten til også at være en hip sorthumoristisk komedie decideret at skure mod de modbydeligheder filmen agtværdigt har modet til at kigge lige i øjnene.

Men det er ikke nok til at sænke Blink Twice.

Channing Tatum er perfekt castet både med og mod type i rollen som Taylor King, og Kravitz sammensætter et stærkt soundtrack af soul og funk, som bliver brugt voldsomt ironisk.

Så selvom Blink Twice ikke helt kan hamle op med Get Out, så er den både en vildt imponerende instruktørdebut og en effektiv — og meget vred — thriller i sin egen ret.

Blink Twice er både en rutsjebanetur af en underholdende thriller, og en oprigtigt ubehagelig anklagende finger mod virkeligheden.