Bad Luck Banging or Loony Porn anmeldelse: Too Many Dicks on the Dancefloor
Når noget er for meget, så kommer jeg altid til at tænke på den musikalske comedy duo Flight of the Conchords og deres sang Too Many Dicks on the Dancefloor.
I den sang klager en flok håbløse dudes uden selvindsigt over, at der er for mange dillere på dansegulvet.
Den sang fungerer perfekt til alle situationer, hvor nogen — helst os mænd — bare fylder for meget.
Sådan er det med instruktør Radu Jude og hans Berlin filmfestival-vinder Bad Luck Banging or Loony Porn fra 2021.
For Bad Luck Banging har i sandhed ‘too many dicks’, og her taler jeg ikke om de bogstavelige dillere — både slappe og stive — som filmen disker op med.
Nej, jeg taler om den hær af mere eller mindre gennemtænkte og/eller letkøbte ideer Jude presser ind på under to timer.
På skelettet af en historie om en skolelærer der laver et sexbånd ,som slipper ud til offentligheden, hænger Radu Jude alle sine egne meninger og ideer om det moderne samfund.
Det handler om samfundets hykleriske forhold til stort set alt, om porno, om globalisering, om Rumæniens fortrængte fortid og 56 andre kronikemner som Jude behandler cirka lige så elegant som en 2 årig med et spil klodsmajor.
Det gør han i en film med tre navngivne dele, to titler og tre slutninger (du forstår det, når du ser det).
Imens forsøger Jude at holde dampen oppe med en midtersektion, som reelt set er en serie kortfilm — ofte både fint tænkt og udført — om alle emner Jude har noteret i sin dagbog.
Det er en slags artfilmens TikTok, som er både underholdende, men også sært hul, netop fordi Bad Luck Banging nægter at fokusere.
Der er simpelthen for mange emner på spil i Judes satire, og de ender med at æde hinanden.
Det er synd, for det rumænske svar på Lars Von Trier (Nej, han er ikke lige så godt som Trier), har unægteligt også filmskabermuskler.
I filmens første del, lader han sin hovedperson vandre dokumentarisk gennem byen, mens kameraet tager dvælende afstikkere til detaljer som svulmende mænd på et reklameskilt og et faldefærdigt hus, som alle forbipasserende ignorerer.
Det er både smukt tænkt og udført, og det cementerer (nogle af) Judes pointer langt stærkere end det buffetlignende opbud resten af filmen byder på.
Bad Luck Banging er med andre ord ikke uinteressant, men Jude har brug for både at skære fra og give sine egne meninger mere modspil, hvis hans film ikke skal forvandles til et en-mands opinions-rant mod alt.
Der er simpelthen for mange dillere på dansegulvet.
Bad Luck Banging skyder med spredehagl og rammer mindre end den burde med sin ellers ofte veloplagte sorthumoristiske satire.
