Afterwar anmeldelse: På tværs af tid
Sigtet er både soleklart og beundringsværdigt allerede i titlen på Birgitte Stærmoses nye blanding af dokumentar og fiktion Afterwar.
Krig er ikke bare det øjebliksbillede, vi får i medierne. En begrænset periodes voldelig konflikt og så retur til status quo.
Nej, en enkelt krig eller væbnet konflikt skaber ar i et land, der kan strække sig gennem generationer.
Det forsøger Stærmose at vise ved at vende tilbage til en række af sine hovedpersoner fra den lignende film Ønskebørn, der i 2009 gav gadebørn fra Kosovo ordet.
Nu er de børn blevet voksne, og Afterwar springer med bevægende effekt fra deres unge, plagede ansigter til deres nu voksne ditto.
Det spring hører blandt de stærkeste øjeblikke i en film, der byder på markante kunstneriske valg, smukke billeder og en sitrende drømmeagtig stemning, men som aldrig helt fandt vej ind i mit hjerte.
Det er et modigt valg, at lade filmens hovedpersoner levere halvfiktionaliserede monologer med inspiration fra deres eget liv direkte til kameraet.
Og ordene — som er en blanding af instruktørens og personernes egne — er bedre skrevet, end man kunne frygte. Det føles aldrig uautentisk.
Men det føles til gengæld fremmedgørende, at bruge et klassisk greb fra kunstfilmens ABC til at illustrere en virkelighed, der egentlig er barsk nok i forvejen.
Faktisk er filmsproget stærkt nok til, at filmens bedste dele ofte er dem, hvor hovedpersonerne bevæger sig rundt i gademiljøet helt uden forklaring, eller når deres hærdede ansigter får lov til at bære historiefortællingen.
Men for ofte trues Afterwar med at blive oversvømmet af ord, og særligt når de bevæger sig væk fra de sandfærdige historier, til mere metaagtige forsøg på at uddele vestlig skyld til både publikum og instruktøren selv, så halter det.
Flere gange fremhæver filmen selv, at den ikke rækker til at vise virkeligheden, på en måde så man selv bliver i tvivl om, hvorfor den så overhovedet er lavet?
Og filmens stærkeste kort — at den er skabt over 15 år — forlades hurtigt, i stedet for at trække de ellers stærke tråde mellem de yngre og ældre udgaver af hovedpersonerne.
Det er heller ikke nødvendigvis til filmens fordel, at store dele af Ønskebørn er inkluderet i filmen, stort set som de fremstod i 2009. Det får det nye materiale til at fremstå spinkelt.
Alligevel er der en kraft i Afterwar, der føles skabt med hjertet og aldrig bliver uinteressant.
Den får bare sjældent formidlet sit emne og sine personer, så jeg rigtigt mærker det.
Afterwar er ambitiøs og til tider gribende, men filmen tager kunstneriske valg, der spænder ben for dens egen slagkraft.
