It Ends with Us anmeldelse: Overraskende godt?

Hvis noget er overraskende godt, er det så godt?

Det spørgsmål er jeg efterladt med efter at have set instruktør Justin Baldonis It Ends with Us.

For dele af dramaet, baseret på romanen af samme navn skrevet af mega-succesen Colleen Hoover, er overraskende gode.

Tag f.eks. Blake Lively i hovedrollen. Hun vækker sin karakter til live med både nerve og karisma, så den noget lange spilletid på 2 timer og 10 minutter kun sjældent bliver kedelig.

Hendes præstation er i øjeblikke rørende i sig selv, selvom Lively ikke altid er den skuespiller med flest strenge at spille på.

Hendes præstation er — med andre ord — overraskende god.

Det samme gælder for Isabela Ferrer, der varetager teenageudgaven af Livelys hovedperson Lily Bloom med samme nerve og en ret imponerende imitation af sit voksne modstykke.

Og så er der for mig den helt store overraskelse.

At It Ends with Us varetager et tungt emne med en vis nænsomhed og elegance.

It Ends with Us er nemlig ikke bare den ønske-romance, som markedsføringen kan få den til at ligne.

Faktisk er det en film, der fortæller en generationel historie om vold i parforhold, og hvordan man undgår fortidens destruktive mønstre som offer.

Det havde jeg ikke regnet med.

Og jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive varetaget så relativt godt af lige præcis denne film.

Det er — ja, du gættede det — overraskende godt.

Men er det godt? Altså, sådan, godt godt, som vi filmanmeldere siger.

Nej. Ikke rigtigt.

For problemet er selvfølgelig, at det er overraskende.

Det er overraskende fordi filmen omkring Livelys præstation er en sært glittet og helt kønsløs romance.

It Ends with us præsenterer en verden, hvor hovedpersonerne har uanede finanser til at leve i uendeligt store penthouses, og hvor en drøm om at åbne en instagram-venlig blomsterbutik kun er et tag i lommen og en romantisk nedslidt forretningsfacade væk.

Her lyser stiletternes røde såler om kap med tænderne på den neurokirurg, man forelsker sig i på hustaget.

Når man da ikke lige drømmer sig tilbage til sin første teenagekærlighed, der er lige så landligt ligefrem, som neurokirurgen er bad-boy charmerende — og som selvfølgelig nu driver en lokal restaurant, som er talk of the town.

Det er med andre ord en verden, der føles ualmindeligt fjernt fra virkeligheden, og som veksler mellem klumpedumpe fortællende dialog og halvsløje vittigheder.

Ikke lige den type film, man forventer skal angribe et emne som vold i hjemmet.

Men det gør It Ends with Us, og den gør det overraskende godt på en ‘hjørnerne-er-filet-ned’-måde.

Men troværdigheden tager et hug på trods af de gode intentioner.

Det endelige resultat er en sær velmenende Frankensteins-monster sammenføjning af ønskedrømsromance og realistisk melodrama, som jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal stille op med.

Det eneste jeg kan stå inde for er, at dele af filmen er overraskende gode.

Blake Lively og intentionerne er gode, men It Ends with Us har svært ved at yde sit tunge emne retfærdighed i sin Instagram-glittede ønskeverden.