Gensynet anmeldelse: Catherine vs. Catherine
Vi har set Alien mod Predator, King Kong mod Godzilla og Superman mod Batman.
Gensynet byder på endnu en omgang titanernes kamp.
Denne gang er det Catherine Deneuve vs. Catherine Frot.
De to franske skuespildronninger dyster selvsagt ikke i nærkampsevner, men i den type sort magi der kaldes skuespilkunst. Der skal nok et målfoto til at afgøre vinderen, men at hver eneste scene hvor de to kvinder spiller overfor hinanden er magnetisk underholdende, tør jeg godt dømme.
Den yngre Catherine – Catherine Frot – spiller den midaldrende jordemoder Claire. Hendes nænsomme og professionelle tilgang til sine patienter trues af den tiltagende effektivisering af sundhedssektoren.
Frot spiller Claire som begavet, snusfornuftig og dødsens alvorlig.
Lige modsat er det med Catherine Deneuve. Hun spiller den ældre Béatrice; et spøgelse fra Claires fortid der pludselig igen gør sin entre i Claires liv.
Béatrice er en flamboyant excentriker der ikke er bleg for at kaste om sig med penge hun ikke har og som har et farverigt liv i bagagen.
Et liv der inkluderede et forhold med Claires nu afdøde far.
30 år efter Béatrice forsvandt ud af Claires liv vender hun nu tilbage med en dunkel besked på slæb.
Som garvet filmkigger kan du nok allerede ane konturerne af Gensynet fortælling ud fra ovenstående præmis. To modsætninger bygger bro i nutiden ved hjælp af en fælles fortid.
Den regelrette Claire skal lære at løsne op, mens den frimodige Béatrice skal forstå at hendes handlinger har konsekvenser.
Fra den vinkel byder Gensynet ikke på mange overraskelser.
Det samme gælder for filmsproget der taler den nøgterne realismes sprog, men som heldigvis – det meste af tiden – holder det værste melodrama på afstand.
Men Gensynet har egentlig heller ikke brug for overraskelser.
Den har jo Catherine og Catherine.
Det er en underdrivelse af de store at sige at de to skuespillere brillerer med deres præstationer.
De får begge skabt helt overbevisende, velafrundede og fascinerende karakterer som jeg simpelthen bare glædede mig over at tilbringe tid med.
De to kvinder skinner om kap, og hver eneste gang de er sammen i en scene gnistrer deres samspil helt ned på bagerste række af biografsalen.
Béatrice og Claire emmer simpelthen af levet liv på en måde som jeg har svært ved at se andre skuespillere – særligt yngre – levere.
Igennem dem giver Gensynet et troværdigt blik på livets sidste halvdel, og hvor vigtig en afklaret – eller i det mindste accepteret – fortid er for livsglæde i nutiden.
De to gange Catherine er til gengæld også så gode at filmen taber pusten når de ikke er sammen.
Et subplot om Claires søn, en klodset kritik af sygehusvæsnets modernisering og en alt for tung symbolsk slutning holder Gensynet fra at være decideret mesterlig.
Men når de to skuespildronninger tørner sammen så er det altså en titanernes kamp der er værd at overvære.
Gensynet er en hjertevarm fortælling om to stærke kvinder i livets sidste halvdel, båret af mesterlige præstationer fra Catherine Frot og Catherine Deneuve.
