De fleste filmnørder har deres egen rangliste af de fire Indiana Jones-film — og jo, der er fire film, uanset hvad en af de mest trættende film-jokes siger.
Men der findes selvfølgelig kun en rigtig rangliste, nemlig min, og den har indtil videre været ret simpel.
Filmene om den piskesvingende arkæolog daler nemlig kronologisk i kvalitet.
Den oprindelige film, Raiders of the Lost Ark, er et urørligt mesterværk. En uovertruffen eventyrfilm, hvis blanding af master class-action, humor, sans for eventyr og elskelige karakterer ikke er overgået siden. Det er ikonisk blockbusterfilmkunst, der kun bliver bedre for hvert gensyn.
Efterfølgeren Indiana Jones and The Temple of Doom er næsten lige så god. Et minimalt fald i actionscenernes kvalitet erstattes af et næsten gyser-lignende mørke i det biograf-føljeton inspirerede pulpunivers.
Den tredje film, Indiana Jones and the Last Crusade begynder at ofre sine karakterer til mindre skarp fjollekomik, men er stadig en filmisk rutsjebanetur af de bedste og løftes af sit varmhjertede far-søn forhold.
Og så tager filmene, ikke så overraskende, noget af et dyk med Indiana Jones and the Crystal Skull.
Indys tilbagevenden fra 2008 er ikke nær så dårlig som sit omdømme, men med klodset skrevne karakterer og overdosis af computereffekter er den umiskendeligt i en laverestående liga end de tre første film.
Men nu, 42 år (?!) efter Indiana Jones først gjorde sin entre på det hvide lærred, kommer så Indiana Jones and the Dial of Destiny.
Lykkeligvis laver den nye film om på min kronologi=kvalitet rangering og presser sig ind på en plads mellem Last Crusade og Crystal Skull med en filmisk cocktail, der netop låner fra de to films bedste, men også værste, sider.
For Dial of Destiny er ikke perfekt. Den lever selvfølgelig ikke op til Raiders of the Lost Ark.
Men at filmen ikke når samme pinlige lavpunkter som Crystal Skull (som, og jeg gentager det gerne, altså også har ægte højdepunkter) er egentlig grund nok til at fejre den.
For Dial of Destiny har oddsene imod sig fra start.
Instruktør James Mangold lider nemlig af en af de afgørende karakterbrister, der plager en lang række filminstruktører.
Han er ikke Steven Spielberg.
Og selv i sine værste film er Steven Spielberg et af filmhistoriens — eller bare historiens —største genier. Uden ham ville Indiana Jones-filmene ikke have den plads, de har.
James Mangold er ikke et filmisk geni. Han er en solid Hollywood-håndværker, der har lavet en række habile — men lidt for ofte opsvulmede — mainstreamfilm, der tit er lige så underholdende som anonyme.
Men han overtager faktisk på ganske fin vis Spielbergs filmklaver og spiller sin egen melodi.
Vel er ingen af sekvenserne så mindeværdige som Indiana Jones’ bedste øjeblikke, men de er heller ikke lige så stødende som hans værste.
Mangold leverer en film, der er solid nok til at give plads til dens bedste kort, som er John Williams og især Harrison Ford.
Men lad os vende tilbage til det senere. For vi kom fra, at Dial of Destiny låner fra de værste og bedste dele af Last Crusade og Crystal Skull.
Lad os tage det værste først, for det gør filmen.
Løjerne indledes nemlig med en forlænget sekvens fyldt med overfladisk fan-pleasende nazi-kæmpende action.
Men desværre også digitale effekter, der på samme tid er gode og slet ikke gode nok til at være troværdige.
Den håndgribelige fornemmelse af fare i Indys eventyr er næsten helt væk i en hovedsageligt computergenereret togsekvens helt uden tyngde.
Men endnu værre er den digitale foryngelse af Harrison Ford, der fungerer godt, lige indtil den ikke fungerer overhovedet. Gerne alt efter hvilken vej hans hoved vender.
Jeg brugte hovedsageligt den første del af Dial of Destiny på at stirre rædselsvækket på den digitale Jones og lytte til en 80-årig mands stemme komme ud af et delvist deepfaket, delvist animeret misfoster af nogle af mine bedste filmminder.
Der er ikke godt, og overforbruget af digitale effekter fortsætter filmen igen, hvor den digitale Jones træder ind, når Fords fysik ikke rækker og actionscenerne forbliver i den moderne digitaliserede tradition i stedet for at besøge de oprindelige films ægte stunts og opfindsomhed.
Men efter prologen og på trods af de digitale krykker sker der heldigvis noget.
Dial of Destiny begynder at få fodfæste med introduktionen af en aldrende Dr. Jones, der efterhånden er en dinosaur i 1960’ernes nye USA.
Hurtigt løfter Dial of Destiny sig fra sine indledende Crystal Skull forvarsler ved hjælp af et manuskript, der forstår, at Indiana Jones-film handler mindst lige så meget om elskelige karakterer som hæsblæsende eventyr.
Præcis som Last Crusade forstod det.
Og så er vi fremme ved filmens bedste kort: Harrison Ford.
For Ford sover sig ikke igennem rollen. Uden at ignorere sin alder springer Hollywood-ikonet ind i rollen med samme blanding af glødende historisk entusiasme og kæk gnavpot-humor, som jeg husker den.
Det er et mindre mirakel, og Fords præstation er sådan set i sig selv grund nok til at se Dial of Destiny.
Men Ford får heldigvis modspil af en veloplagt Mads Mikkelsen, der leverer en mindeværdig skurk, som er en perfekt tilføjelse til Indiana Jones universet.
Og så får Indy også følgeskab af Phoebe Waller-Bridge, der som en ung kvinde fra Indys fortid sprøjter både menneskelig varme og ungdommelig vildhed ind i filmen.
Det trekløver holder filmen kørende, selv når eventyret drukner i computeranimation.
Og de føres selvfølgelig også godt på vej af mesteren John Williams, der får chancen for at skænke os endnu et uforglemmeligt soundtrack til en Indiana Jones-film.
Williams’ musik løfter selv de mest kunstige af filmens billeder.
Men den centrale skat, som filmen handler om, kæder også tematisk fint sammen med Indiana Jones’ plads som koryfæ i en anden tid.
Det hele leder op til en finale, der igen lider under vægtløs computeranimation, men som også leverer et følelsesmæssigt punch til alle os Indiana Jones-fans uden at drukne i ren nostalgi.
Jeg havde aldrig troet, at Dial of Destiny ville gøre mine øjne våde, men det skete.
Så vel er den nye Indiana Jones ikke i liga med de oprindelige hovedværker. Vel er eventyret ikke så håndgribeligt, som det var engang og vel kan man ikke rejse tilbage i tiden og blive yngre igen, uanset hvor gerne man ville.
Og vel er James Mangold ikke Steven Spielberg.
Men Dial of Destiny er alligevel et farvel til et filmikon, der efterlader mig med en bedre smag i munden, end sidste gang vi så ham på lærredet.
Nu håber jeg så til gengæld også, at min rangliste er komplet, og at der ikke skal presses flere Indy-film ind.
Ikoner har også ret til hvile.
Dial of Destiny er et værdigt farvel til et af filmhistoriens største ikoner, der ender som en bedre Indiana Jones-film end sin forgænger uden tilnærmelsesvis at overgå originalen.
