Free Guy anmeldelse: For få tegn på liv

Free Guy handler om kunstigt liv.

Ryan Reynolds blåskjortede Guy udvikler både sin egen personlighed og bliver bevidst om sin egen eksistens, selvom han egentlig kun er en digitalt skabt biperson i et populært computerspil.

Men filmen omkring ham udvikler aldrig helt samme liv. Og da slet ikke sin egen personlighed.

For instruktør Shawn Levys Free Guy er et halvklodset puslespil sat sammen af brikker fra bedre film.

Lego Filmen, The Matrix, The Truman Show, Ready Player One og Wreck-It Ralph er mere end bare pejlemærker i fortællingen om en naiv hovedperson, der indser at hans verden ikke er virkelig.

Lad det være sagt, der er intet galt med at lade sig inspirere eller simpelthen tyvstjæle, men så skal man gerne kunne levere et eller andet nyt krydderi til tyvekosterne.

Det lykkes desværre ikke for Free Guy, der alt for ofte føles som en halvsløj gentagelse.

Filmens computerspilsunivers – der kunne være en variant af GTA Online – er fyldt med tilfældig vold og konstante eksplosioner.

Men instruktør Shawn Levy mangler Lego-instruktørernes Phil Lord og Christopher Millers overlegne mestring af et rablende tempo. Timing og levering fejler for ofte i de mange jokes og actionscenerne er flade.

Og så er det også et klart handicap selv at være computerspiller, når man ser Free Guy. Til Pagten havde jeg for lidt dannelse, men til Free Guy har jeg for meget.

Spillets interne univers giver sjældent mening, hvis du har spillet mere end et enkelt spil, og det hæmmer filmens centrale plot, der blandt andet handler om hemmeligheder gemt i spilkode.

Det føles simpelthen som om filmskaberne ikke selv er de helt store spillere. De kluntede cameos fra YouTubere og streamere som Jacksepticeye og Pokimane føles mest af alt som en flok midaldrende mænds desperate appel til ungdommen.

Men film kan selvfølgelig overvinde manglende logik med god historiefortælling og personlighed, men det har Free Guy desværre også for lidt af.

Ryan Reynolds Ryan Reynoldser derudaf i hovedrollen, men hans sarkastisk leverede overskrevne jokes sidder sjældent i skabet på samme måde som i Deadpool-serien.

Og så bliver der pludselig alt for meget plads til at nærstudere det usammenhængende computerspilsplot.

Men Free Guy er alligevel ikke uden kvaliteter.

Når filmen trækker på Reynolds’ iboende sødme i stedet for hans sarkasme og forvandles til en slags romantisk komedie, vokser dens charme eksponentielt.

Der er et hjerte begravet et sted under filmens overflade.

Og de mange computereffekter er udtryksfulde og ikke bange for at tiltrække sig opmærksomhed, på en måde som moderne effekter ellers sjældent er. De er en fornøjelse at se på det store lærred – hvis du har muligheden.

Men det er desværre ikke nok til for alvor at gøre Free Guy levende.

Free Guy har sine charmerende øjeblikke, men computerspilsfilmen føles for ofte som rester fra bedre film.