You Were Never Really Here anmeldelse: We need to talk about Lynne Ramsay

Jeg ved sgu ikke helt med hende Lynne Ramsay.

Efter at have instrueret et par film omkring år 2000 vendte den skotske instruktør tilbage til biograferne i 2011 med We Need to Talk About Kevin.

Filmen fik vilde kritiker-roser, blev nomineret til en guldpalme og blev et semi-mainstream gennembrud for Ramsey.

Men jeg kunne ikke lide den.

Den havde en ekstremt påtaget stil og et manuskript, der var den psykologiske pendant til en pegebog.

Det har You Were Never Really Here egentlig også.

Men jeg er vild med den.

Tror jeg nok.

Måske er det fordi, det er en genrefilm. Jeg ved, at jeg er til falds for genrefilm.

Umiddelbart overrasker det da også lidt, at den kompromisløse kunstfilms-instruktør Ramsay har givet sig i kast med at filmatisere en hårdkogt actionthriller.

Men det bliver rimeligt hurtigt klart, at det heller ikke er det, hun har gjort. You Were Never Really Here er mere end genrefilms-dekonstruktion end noget andet.

På overfladen er det ganske vist en klassisk noir historie.

En mand påtager sig en rutinesag, der viser sig slet ikke at være rutine, og pludselig falder alt fra hinanden omkring ham.

Men Ramsay er temmeligt ligeglad med sit kriminalplot. Hun er mere interesseret i sin hovedperson.

You Were Never Really Here anmeldelse
Foto: Scanbox

Det kan jeg søreme også godt forstå for i Joaquin Phoenix’ skikkelse, er han virkelig også en fascinerende karakter.

Phoenix har tilsyneladende skrevet en kontrakt med djævlen, der gør at han aldrig kan give en dårlig præstation. Det forandrer sig ikke med You Were Never Really Here.

Med en ludende holdning og en krop i bjørnestørrelse forvandler Phoenix sig overbevisende til den ultra-traumatiserede Joe, der tilsyneladende lever af at redde unge piger ud af sexhandel.

Helst så brutalt som muligt, minder en af pigernes fædre ham om.

Han er næsten med i hvert eneste billede af You Were Never Really Here, og alligevel havde jeg kun lyst til at se mere til ham.

You Were Never Really Here anmeldelse
Foto: Scanbox

Ramsay bruger Joe til samme lommepsykologi som tidligere.

Hans barndomstraumer har bragt ham til sit nuværende voldelige liv, slår filmen igennem så hårdt, som Joe slår med sin hammer.

Men denne gang fungerer det bare.

Klipningen er uhyre skarp, og historiefortællingen helt vanvittigt økonomisk. You Were Never Really Here føles som om, den er destilleret ned til sin allervigtigste dele.

De flashbacks, der forklarer Joes fortid, er ofte kun få sekunder lange, men alligevel så rædselsvækkende som en gyser. Joe sidestilles med de piger han redder; som et offer.

Og det er ikke kun lommepsykologien, der er tilbage.

Lynne Ramsay smører et tykt lagt kunstfilms-stil ud over filmen, og gør sit bedste for, at den ikke er en regulært tilfredsstillende genrefilm.

Volden bliver aldrig til adrenalinpumpende action, og der svælges heller ikke gyser-agtigt i den. I stedet er den hårdtslående og ubehagelig.

You Were Never Really Here anmeldelse
Foto: Scanbox

You Were Never Really Here leder ikke op til et stort action-klimaks, hvor Joe får sin hævn.

Den slags elsker jeg ellers.

Men det hele fungerer bare alligevel.

Hver eneste indstilling er sindssygt velvalgt, og Ramsay har en fantastisk fornemmelse for tempo. Radiohead-guitaristen Johnny Greenwoods skiftevis hårdt pumpende og ubehageligt atonale soundtrack er helt suverænt.

Resultatet er, at You Were Never Really Here er en af de mest intense film, jeg har set længe.

Den balancerer lige på kanten af det kunstige – i modsætning til We Need to Talk About Kevin, der slet ikke holdt balancen.

You Were Never Really Here er en sjældent god filmoplevelse.

Men jeg ved sgu stadig ikke helt med hende Lynne Ramsay.

You Were Never Really Here er en betagende dekonstrueret genrefilm. Joaquin Phoenix er helt perfekt som knudepunkt, i en af de mest intense filmoplevelser jeg har haft længe.  You Were Never Really Here er ubetinget Lynne Ramsays bedste film hidtil.

5 af 6 stjerner anmeldelse