Wonder Wheel anmeldelse: En halvsløj tur til Coney Island

Wonder Wheel er en af Woody Allens visuelt mest vellykkede film.

I solbeskinnede billeder inviterer Allen publikum med til forlystelsesparken på Coney Island i 1950’erne.

Mågerne flyver højt i den blå himmel, forlystelserne udsender spilledåsemusik i alle retninger mens parkens gæster konstant skriger af fryd.

Over det hele tårner det navnkundige Wonder Wheel sig – et tårnhøjt pariserhjul, der vogter over den kulørte park.

Det er i det smukke miljø vores hovedkarakterer boltrer sig i farvestrålende og lækre periodekostumer.

Det ser mageløst ud, men om det er Allen eller den legendariske fotograf Vittorio Storaro, der skal have æren, er jeg ikke helt sikker på.

Til gengæld er det Allen, der skal have æren for Wonder Wheels fortælling, der aldrig bliver mere end sporadisk interessant.

Det helt store problem er, at gamle Woody tilsyneladende har en vis foragt for sin hovedkarakter.

Hun hedder Ginny og bor og arbejder som servitrice midt i den hektiske forlystelsespark. Ginny føler sig noget fanget i et ægteskab med den noget enfoldige Humpty, der bliver løs med knytnæverne, når han drikker, og en søn der synes, det er lidt for sjovt at sætte ild til forskellige ting i nabolaget.

I stedet drømmer Ginny sig tilbage til den ungdom, hvor hun næsten og lige ved blev skuespiller.

Drømmen om det liv blusser op igen, da hun indleder en affære med den yngre livredder Micky, der også giver den som dramatiker.

Men så dukker Humptys datter, Carolina, fra et tidligere ægteskab op skarpt forfulgt af gangstere. Micky fascineres af hende, og så er trekantsdramaet ellers i gang.

Wonder Wheel anmeldelse
Copyright Scanbox

Kate Winslet gør alt hvad hun kan som Ginny, men hun hæmmes at et manuskript, der mest bare gerne vil fabulere over, hvor svært kvinder har det med at blive ældre.

Winslet finder mennesket bag Allens stive dialog, men det er tydeligt at filmens bagmand ikke har meget til overs for hende.

Wonder Wheel er langt mere interesseret i den yngre uskyldige Carolina, ellers fremragende spillet af Juno Temple, og selvfølgelig i Justin Timberlakes dramatiker, der også får lov til at være fortæller og Allens alter-ego.

Kvinderne kappes om den halvfilosofiske forfatter og livredder – forfatterne er altid populære hos kvinderne i Allen-fortællinger – men det bliver aldrig rigtigt gribende dramatisk eller humoristisk.

Faktisk er Wonder Wheel en temmelig humorforladt og sløv historie. Allen stoler alt for meget på, at den stive dialog kan bære løjerne.

Det kan den ikke.

Wonder Wheel anmeldelse
Copyright Scanbox

I stedet bruges der på Allen’sk vis for lang tid på at pege fingre af kvinder, der kæmper med at blive ældre. Og på hyldesten til de unge smukke kvinder, selvfølgelig.

Når den er værst virker Wonder Wheel som en omgang filmet teater, der mest består af rester fra tidligere Allen-film.

Skuespillerne gør hvad de kan, og forlystelsesparken på Coney Island er gudesmuk.

Men resten har vi set før – og bedre – fra den produktive instruktør.

Kate Winslet, Juno Temple og den smukke visuelle side løfter – næsten – Woody Allens nyeste film til at være reelt seværdig. Men manuskriptet er både stift og kedeligt, og Wonder Wheel ender med at være en alt for velkendt tur i Woody Allens rustne pariserhjul.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse