Whitney anmeldelse: Portræt eller sladderblad?

Jeg har det altid lidt svært med portrætter af kunstnere, der enten er døde før deres tid eller meget dramatisk. For det meste begge.

Det er en balancegang at portrættere sådan en kunstner.

For meget til den ene side og kunstneren forvandles til blankpoleret helgen. For meget til den anden side og så bliver det hele hurtigt til et filmatiseret sladderblad.

Whitney kæmper da også lidt med netop den balance, men ender alligevel med at være et værdigt portræt af en stor sangerinde.

Men det er selvfølgelig også svært ikke at falde i hullet med de kulørte blade i historien om Whitney Houston. Få popstjerner har haft helt så voldsom en deroute som Houston.

Fra all-american-sweetheart kulminerende med hendes skuespildebut – og tilhørende megahit, du ved hvilket jeg mener – overfor Kevin Costner i The Bodyguard som kulmination, til en dramatisk forvandling til ekstrem stofmisbruger druknet i et badekar.

Houstons historie er en af de ultimative celebrity-nedture, og i anden halvdel af sin portrætfilm dykker instruktør Kevin Macdonald med hovedet først ned i den sørgelige historie.

Men det er første del af Whitney, der er mest fængende.

For inden Whitney Houston var synonym med skandale og tragedie, var hun en uhyrligt talentfuld sangerinde og en af de første afroamerikanske musikere, der for alvor havde held med at blive regulær popstjerne for det almene USA.

Fra den spæde start som gospelsanger til til popkulturelt ikon er Whitney Houstons vej til poptinden en fascinerende historie.

Whitney anmeldelse
Foto: Angel Films

Kevin Macdonald lader familie og venner til Houston få ordet, men sjældent ukritisk, og han inkluderer flere optagelser som Houstons famøse ægtemand Bobby Brown nok helst havde set udeladt.

Whitney er traditionelt fortalt, men energisk klippet og væver sig elegant og underholdende ind og ud mellem arkivoptagelser, interviews, familiefotos og selvfølgelig Whitneys musik.

Og det er ikke overraskende musikken, der gør størst indtryk.

Macdonald starter drillende med klip fra musikvideoen til et af Whitneys største hits og giver god plads til hendes legendariske udgave af Star Spangled Banner, der ender med at være et af filmens største højdepunkter.

Men nedturen venter selvfølgelig, og det er her Whitney bliver mere problematisk.

Whitney anmeldelse
Foto: Angel Films

Macdonald dykker ned i mulige forklaringer på Whitneys tragiske skæbne – der blandt andet involverer hendes seksualitet og mulige barndomstraumer – der er lidt svære at sluge, når hovedpersonen af åbenlyse grunde ikke selv kan forsvare sig.

Og selvom stoffer og skandaler unægteligt er en del af Houstons historie, så føles det en lidt hyklerisk, når filmen pointerer hvor skadende sladderblade var for sangerindens liv, mens den selv bruger næsten halvdelen af sin spilletid til en uhyrligt detaljeret udredning af hendes stofmisbrug.

Men der er heldigvis også øjeblikke, der behandler tragedien om Houston med passende følsomhed, og det er svært ikke at blive berørt, når forvandlingen fra ung smilende håbefuld pige til knust stofmisbruger er komplet.

Men derfor kunne jeg alligevel godt have ønsket, at Whitney måske have lagt lidt mindre fokus på Houstons død og lidt mere fokus på, hvor vidunderligt det er, at hun nogensinde levede.

Whitney er et værdigt portræt af en højt elsket sangerinde, selvom den balancerer lige på kanten af det tabloide.

4 af 6 stjerner anmeldelse