Vinterbrødre anmeldelse: Skabt af naturen

Der er enkelte film, der virker som om, det ikke er mennesker, der står bag.

Film der fremstår som om en eller anden urkraft har skabt dem. Som om de fuldt formet er vokset frem fra naturen.

Sådan er det med Vinterbrødre. Jeg er fuldstændig overbevist om at nogen – måske islandske Hlynur Pálmason der står som filmens instruktør i rulleteksterne – i virkeligheden bare har fundet filmen indlejret i en klippe et eller andet sted.

Den er for perfekt, for stilmæssigt gennemført og fascinerende fremmedartet til at være andet end et produkt af rå natur.

Måske har Pálmason fundet Vinterbrødre i en kalkmine.

Det er i hvert fald der, filmens hovedperson Emil arbejder. Dybt nede i det mareridtsagtige mørke vi kun får at se oplyst af de arbejdende mænds desorienterende pandelamper, eller i ny og næ af dybrødt faretruende lys, når advarsels-alarmen går igang.

Det er ikke fordi livet er meget mindre trøstesløst, når Emil kommer op på overfladen. Her bor han og de andre arbejdere – der inkluderer Emils bror Johan – omkring den enorme kalk-fabrik.

De bor i sølle ultra-beskidte skure, der ser ud som om de er indrettet af en ensom dansk landmand anno 1982. VHS-bånd og gamle fjernsyn er underholdningen i denne mærkelige kalk-mudder dækkede verden.

Jeg har simpelthen aldrig set noget lignende på film.

Vinterbrødre anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

Ikke så mærkeligt at den følsomme outsider Emil stjæler kemikalier fra fabrikken til at lave hjemmebrændt som han deler med de andre arbejdere. De er ellers ikke store fans af den anderledes Emil. Det hjælper ikke da en af arbejderne bliver syg af det hasarderede spiritus.

Imens forsøger Emil bare at finde lidt kærlighed – om det så er fra hans bror eller den unge kvinde Anna, som Emil er dybt forelsket i.

Emil er med andre ord en følsom sjæl i en følelseskold verden.

Kalkarbejdernes benhårde mandemiljø efterlader ikke megen plads til sårbarhed, slet ikke fra en lidt underlig starut som Emil.

Emil spilles helt suverænt akavet og rørende menneskeligt af Elliot Crosset hove. Han er juvelen i Vinterbrødre, men hele skuespil-ensemblet leverer forbandet fascinerende præstationer.

Men den virkelige stjerne i filmen er nu alligevel udtrykket. For hold nu kæft, hvor er Vinterbrødre en vild oplevelse.

Vinterbrødre anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

I et kornet 16mm vindue skaber Vinterbrødre et vindue til en fremmed mystisk verden. Blege billeder af snedækkede landskaber, enorme maskiner, kalkstøv og mudder.

Det kunne ligeså godt være en anden planet.

Ovenpå det hele er et suverænt lyddesign af Lars Halvorsen, der kombineres med Toke Brorson Odins både skurrende og majestætiske musik.

Resultatet er en film, der fremstår som en levende, pulserende organisme. Filmnørder kan godt ane inspirationskilderne, men Vinterbrødre er ubetinget den meste originale danske debutfilm siden Lars Von Triers Forbrydelsens element.

Og så har jeg ikke engang nævnt humoren. Vel er Vinterbrødre selvhøjtidelig på kunstfilm-måden, men den kommer også til at få dig til at grine. Om det er nogle af Crosset Hoves valg i skuespil, eller de excentriske bifigurer, så sniger en bizar humor sig ind i filmen.

Vinterbrødre anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

Ikke nok med det. Dramaet virker. Stilen er ikke på bekostning af følelsesmæssig resonans. Hvornår har du sidst set en nøgen slåskamp, der både er intenst rørende og smadrende brutal. Sådan en har Vinterbrødre også.

Måske skulle folkene bag Vinterbrødre lige se at få fortalt, hvor de har gravet filmen op henne, i stedet for at bilde os ind, at de selv har lavet den.

Spyt ud, Hlynur Pálmason. Hvis der er flere film af den kaliber begravet i kalken, så har dansk film brug for dem.

Vinterbrødre er en tændstik i dansk films benzindunk. På en gang uvirkeligt stilfuld og helvedes menneskelig. Måske en af de mest imponerende debutfilm i den danske filmhistorie. Vinterbrødre skaber et fuldstændigt overbevisende og bjergtagende fremmedartet univers.

6 stjerner anmeldelse