Venom anmeldelse: Fucking seje Venom

Tegneseriefiguren Venom er helt perfekt.

Perfekt til at skitsere i hjørnet af et kladdehæfte i matematiktimerne. Perfekt til at tegne på sin rygsæk. Måske endnu mere perfekt til at få tegnet på sit skateboard-deck.

Især i start og midt halvfemserne, også selvom tegneserietegneren Todd Mcfarlane allerede tegnede ham i sin mest populære udgave allerede i 1988.

Venom er et levn fra dengang tegneserier skulle have kant, og den kant bestod af dystre antihelte, der var fucking seje at se på.

Og Venom er fucking sej at se på. Han ligner en mere muskuløs Spider-Man, dækket af fucking sort olie og med fucking skarpe tænder og en lang fucking tunge.

Han er perfekt til at pryde enhver tolvårigs penalhus.

Han er tilsyneladende mindre perfekt at fortælle superheltehistorier på film om.

I sin første optræden på det store lærred – den gakkede Spider-Man 3 – blev han måske ikke helt gjort ære nok i en mindre birolle og med et noget fesent visuelt udtryk.

Så ligner han mere den fucking seje McFarlane udgave i Venom. I hvert fald da han endelig dukker op i fuld figur halvvejs inde i filmen.

Problemet er bare at effekterne ikke helt lever op til standarden i moderne superheltefilm.

Nåh ja, og så at filmen omkring ham er et kæmpe rod.

Jeg gætter på, at der har været cirka 57 udkast af manuskriptet til Venom, inden den endelige udgave af historien om journalisten Eddie Brock fandt vej til det store lærred.

Det føles i hvert fald som om en hær af manuskriptforfattere har overvejet, hvordan de skulle angribe historien om Venom. Det føles også som om alle tilgangene har fået plads i filmen.

Venom anmeldelse
Foto: UIP

Venom vil gerne både være en monsterfilm, en gakket sort komedie, en actionfilm, en kærlighedshistorie og en superhelte-oprindelseshistorie i Marvel-traditionen.

En af tingene kunne måske have lykkedes på egen hånd, men kombinationen er endt som en underligt anonym omgang superhelte-leverpostej.

Venom tør ikke lade sin hovedperson være en brutal dræber, og fjerner derfor alt det fucking seje ved at gøre Venom alt for godhjertet alt for tidligt.

Tilbage står endnu en lunken historie om endnu en mand, der får ekstraordinære kræfter.

Det er noget med en skruppelløs forretningsmand, der må høre blandt de mest forglemmelige superskurke jeg har været vidne til, der vil lave skruppelløse eksperimenter på mennesker med mærkværdige livsformer, han har fundet i rummet.

En af de livsformer ender selvfølgelig hos taber-journalisten Eddie Brock, og vupti: Venom.

Venom anmeldelse
Foto: UIP

Eller vupti er måske så meget sagt, for Venom bruger uforholdsmæssigt lang tid på at nå frem til sin titelkarakter, særligt den simple historie taget i betragtning.

Da først rum-symbioten – der ikke vil kaldes parasit – endelig får hæftet sig på Tom Hardys Eddie kommer der lidt mere fut i fejemøget.

Desværre resulterer det bare i en håndfuld kaotiske actionsekvenser, der mangler både sammenhæng og teknisk kompetence.

Det hele kulminerer i en decideret elendig finale, hvor de halvdårlige effekter konkurrerer om hvilken af dem, der kan forvirre publikum mest.

Venom anmeldelse
Foto: UIP

Det bedste ved Venom er Tom Hardys underligt rastløse præstation. Hardy tager sin karakter langt mere alvorligt end den fortjener, og han ville stadig være et fint valg til en eventuelt toer.

Det tvivler jeg nu stærkt på kommer til at ske, også selvom Venom har en håbløst åbenlys teaser i Marvel-stil for en mulig skurk til endnu en omgang.

Hvis du alligevel vover dig ind for at se Venom, så bliv til gengæld helt efter rulleteksterne for en forsmag på den kommende animerede Spider-Man: Into the Spider-Verse, der på få minutter leverer både bedre historie og bedre action end Venom har i hele sin spilletid.

Måske er Venom bare ikke skabt til det store lærred, men han ser altså stadig sej ud på et skateboard.

Og så passer det fint til Venom-arven fra 90’erne med en fesen Eminem-sang til slutteksterne. I hvert fald når filmskaberne ikke kunne få fat på KoЯn.

Venom er en rodet omgang superhelte-kedsomhed, der i sammenligning med de store Marvel-drenge er mere parasit end symbiot.

2 af 6 stjerner anmeldelse