Ulydighed anmeldelse: Tro og kærlighed

Nogle gange føles det som om, man allerede har set en film, så snart man hører det mindste om plottet.

Sådan er det ikke med Ulydighed.

Hvornår har du da sidst set en kærlighedshistorie mellem to kvinder i et ortodokst jødisk miljø?

Det har jeg aldrig, men de fascinerende detaljer i det – for mig – ganske ukendte religiøse miljø, er kun en af grundene til at Ulydighed er et fascinerende bekendtskab.

Fascinerende er de dog, detaljerne. Jeg vidste for eksempel ikke, at særligt troende – såkaldt ‘frum’ – jødiske kvinder, gemmer deres hår for alle andre end deres ægtemand og kvindelige familiemedlemmer bag særligt designede parykker.

Det er en detalje, der fungerer som perfekt symbol for den centrale konflikt i Ulydighed: i en verden af stramt angivne regler og levemønstre, er det meget problematisk, hvis ens følelser strider imod reglerne.

Og følelserne strider mod reglerne for den ‘frum’ rabbiner-kone Esti. Hun har nemlig haft en kort kærlighedsaffære med barndomsveninden Ronit.

Nu er Esti på overfladen den perfekte ortodokse jøde, mens den mere flyvske Ronit er rejst væk fra miljøet og blevet fotograf i New York. Men da Ronits far, der var højt respekteret rabbiner, dør pludseligt, bringer det Ronit tilbage til hjemmet, og inden længe flammer de forbudte følelser op igen.

Ulydighed anmeldelse
Foto: Sweet Chili Entertainment

Det er den Chilenske instruktør Sebastián Lelio, der står bag Ulydighed – i øvrigt baseret på en bog af Naomi Alderman.

Efter den store succes med Oscar-vinderen En fantastisk kvinde, har Lelio nu fået lov til at boltre i en engelsktalende film, men han har ikke mistet sin personlighed.

Denne gang er det to fantastiske kvinder, der står i front, men på samme måde som Marina i En fantastisk kvinde er Esti og Ronit i konflikt med omgivelser, der ikke forstår dem.

De to gange Rachel – Weisz og McAdams i hovedrollerne – spiller helt suverænt. Særligt McAdams stjæler filmen, som den – helt bogstaveligt – tilknappede Esti, der har lukket helt ned for sine følelser til fordel for et trygt fængsel af et ægteskab.

Weisz er på mere velkendt territorium – men ikke mindre god – som det lidt ustabile sorte får, der vender tilbage til hjembyen, som hun ellers har gjort sit bedste for at lægge fra sig.

Ulydighed anmeldelse
Foto: Sweet Chili Entertainment

Lelios historiefortælling er er langsomt simrende, og dialogen er fascinerende økonomisk.

Det er sjældent hovedpersonerne taler om det de føler, og som publikum sendes man på et gribende stykke detektivarbejde for at greje de personlige forhold.

Ulydighed undgår også – for det meste – at dæmonisere det jødiske miljø. Den sender stor sympati til Alessandro Nivolas rabbiner-ægtemand Dovid, der smertefuldt må sande, at hans kone måske aldrig har tilhørt ham.

Ulydighed taber desværre lidt sin underspillede historiefortælling hen mod slutningen, til fordel for en noget sentimental, men dog heldigvis troværdig, afslutning på dramaet.

Men det forhindrer ikke Ulydighed i at være den bedste romance mellem to kvinder i et ortodokst jødisk miljø, som jeg har set.

Ulydighed er en brændende menneskelig fortælling om kærlighed og tro. Rachel Weisz og Rachel McAdams leverer gnistrende gode præstationer, også selvom filmen desværre mister noget af sin følsomme tilbageholdenhed mod slutningen.

4 af 6 stjerner anmeldelse