The Wife anmeldelse: Kunsten af løbe med æren

Det er egentlig lidt ironisk, at det er Glenn Close, der løber med æren i The Wife.

Hele filmen handler nemlig om, hvordan Closes hårdt prøvede karakter Joan har levet et liv i skyggen af sin roste og berømte forfatter-mand Joe Castleman.

The Wife indledes da Joe vinder nobelprisen i litteratur, og udfolder sig over rejsen til Sverige for at modtage prisen, hvor Joan igen, igen skal defineres af at være konen til en af verdens mest berømte forfattere.

Men i virkeligheden er det ubetinget Glenn Close, der stjæler showet i The Wife.

Som Joan leverer Close en af sine ubetinget bedste præstationer, i hvad der vel nok bedste kan beskrives som en imitation af en gryde vand, der hele tiden er lige ved at koge over.

The Wife gør dynamikken mellem Joe og Joan helt klar allerede fra start.

Joe og hans arbejde har fyldt det meste i de tos mangeårige forhold. Joan har altid været bisidder til Joes utallige kritiker-roser, mens det i virkeligheden er hende, der både har holdt styr på familie og børn, men også Joe selv, der dårligt kan fungere uden hendes konstante hjælp.

Som tak har Joe haft en lang række affærer, cirka hver gang lejligheden har budt sig.

Røvhulsfaktoren er med andre ord ganske stor, men den hives ned igen af Jonathan Pryces varme præstation som Joe.

Pryce får effektivt fremstillet et fejlbarligt og egoistisk menneske, der samtidig er fyldt med kærlighed til sin familie.

The Wife anmeldelse
Foto: SF Studios

Spillet mellem Pryce og Close er gnistrende godt, og de støttes af et manuskript, hvis dialog efterlader god plads mellem linjerne.

De to rutinerede skuespillere udtrykker fantastisk effektivt de mange regler og tillærte adfærdsmønstre, som et helt livs parforhold fører med sig.

Samtidig kommer The Wife også til at handle om forskellen på mænd og kvinders muligheder for at udtrykke kreativitet og dyrke deres talent.

Forfattertalentet viser sig nemlig ikke kun at være forbeholdt Joe, men hvor han altid er blevet hyldet og båret frem, så får Joan som ung at vide, at hendes bøger alligevel aldrig vil blive læst, fordi hun er kvinde.

The Wife anmeldelse
Foto: SF Studios

Al den forsmåethed og alle de ofre Joan har måttet gøre, kommer perfekt til udtryk i Glenn Closes sammenbidte spil.

Desværre snubler The Wife lidt i sin historiefortælling, med en række overfortællende flashbacks, en lidt klodset og afslutning og især Christian Slaters journalist-karakter, der er en stor dårlig undskyldning for at levere information om fortiden, som filmen havde fungeret bedre uden.

Men det er heldigvis ikke nok til at sænke The Wife. Især ikke når Glenn Close stjæler showet så spektakulært, som tilfældet er.

Glenn Close er forbandet god som en kvinde, der har fået mere end nok, i det vellykkede drama The Wife.

4 af 6 stjerner anmeldelse