The Killing of a Sacred Deer anmeldelse: Lanthimos-dialog

Personerne taler virkelig mærkeligt i den græske instruktør Yorgos Lanthimos’ film.

De udspyr lange overforklarende sætninger stift og akavet. Som om de er med i en reklamevideo, men ikke har fået nok instruktion.

Det fortsætter for fuld effekt i The Killing of a Sacred Deer hvor Colin Farrel vender tilbage efter også at have medvirket i instruktørens foregående film The Lobster.

Farrel har virkelig tag på den Lanthimoske dialog. Ingen kan som ham spontant sige sætningen: “Vores datter fik menstruation i denne uge” til en tilfældig bekendt på den helt rigtigt forkerte måde.

Det er både fremmedgørende, fascinerende, sjovt og forstyrrende. Præcis som Lanthimos’ film generelt. Det gælder også for The Killing of a Sacred Deer der dog hælder mest til den forstyrrende side.

Faktisk flirter The Killing of a Sacred Deer lidt med at være en decideret horrorfilm.

Mere specifikt mindede den mig om salig Stanley Kubrick og hans The Shining. Lighederne er faktisk mere end almindeligt store.

Kameraet svæver ildevarslende og køligt betragtende efter Farrels hjertekirurg Steven når han bevæger sig igennem det højteknologiske hospital hvor han arbejder.

Som var han en anden Jack Torrance på The Overlook Hotel.

Hjemme venter den trofaste familie der inkluderer konen Anna, spillet af Nicole Kidman, datteren Kim og sønnen Bob.

Men der er noget galt.

The Killing of a Sacred Deer anmeldelse
Copyright Scanbox

Hvis ikke den atonale musik – der også er så Kubrick-agtig som den kan blive – hjalp os på vej, så ville det stadig virke foruroligende at Steven mødes med den underlige teenagedreng Martin flere gange om ugen.

Det viser sig at Martin har en klemme på Steven.

Uden at sige for meget har Farrels skæggede faderfigur nemlig en hemmelighed. En hemmelighed der snart får konsekvenser.

Martin vil straffe Steven for fortidens udåder.

Martins indflydelse på familien bliver lige dele overjordisk og forstyrrende. Han spilles helt forrygende af Barry Keoghan som tidligere i år dukkede op i Dunkirk.

Martin er en teenager direkte fra helvede – måske bogstaveligt – og Keoghan spiller ham på en gang fladpandet og guru-lignende. Det er simpelthen en kraftpræstation.

The Killing of a Sacred Deer anmeldelse
Copyright Scanbox

Men hvis du forventer svar på filmens mystiske begivenheder, så er du gået galt i byen. Lanthimos bruger filmens præmis til at dissekere familieenheden – præcis som Kubrick gjorde det i The Shining.

The Killing of a Sacred Deer er blandt andet en meditation over retfærdighed. Hvad kan tilfredsstille følelsen af at have mistet et familiemedlem – og hvad vil man gøre for at undgå at miste et?

Som filmen skrider frem bliver begivenhederne tiltagende bizarre, og filmen blander midnatssort humor, underligheder og dybt forstyrrende elementer til en cocktail der næsten kun kan sammenlignes med – ja, jeg nævner ham igen – Kubrick.

Det er ikke en behagelig oplevelse, men det er en oplevelse der sætter sig fast som en tæge i hjernebarken.

Ja, personerne taler mærkeligt i Yorgos Lanthimos’ film, men det er for at udstille hvor mærkelige vi alle sammen er.

Yorgos Lanthimos viser sig som en værdig arvtager til Kubrick. The Killing of a Sacred Deer er en oprigtigt bizar og sjælevridende filmoplevelse hvis sidste øjeblikke ikke forlader mig lige foreløbig.

5 af 6 stjerner anmeldelse