The Journey anmeldelse: Borgerkrig og falske tænder

Der er en underdrivelse at påstå, at der er saft og kraft i baggrunden for instruktør Nick Hamms The Journey.

I 2006 gik de forhandlinger endelig i gang, der skulle føre til en deling af magten i Nordirland mellem de mangeårige ærkefjender Democratic Unionist Party og Sinn Fein.

Det var kulminationen – og noget der ligner den endelige afslutning – på 40 års blodig konflikt regionen.

Frontfigurerne i forhandlingen var den tidligere IRA-leder Martin McGuinnes og den protestantiske præst og politiske leder Ian Paisley.

To svorne fjender, der nu skulle sidde overfor hinanden i forhandlinger om fred og en fælles regering.

Det kalder jeg stof til et glødende politisk drama.

Det er bare desværre ikke, hvad The Journey er blevet.

I stedet for at skabe en historie med fundament i de virkelige forhandlinger, så har instruktør Nick Hamm og manuskriptforfatter Colin Bateman nemlig valgt at være lige lovligt frie med digteriet.

I The Journey sendes de to politiske ledere nemlig på en fælles biltur gennem det skotske landskab, hvor forhandlingerne fandt sted.

Turen er delvist arrangeret af den britiske efterretningstjeneste, der har en falsk chauffør bag rattet og et kamera i forruden. Håbet er at freden skal opstå, når de to ærkefjender lærer hinanden at kende som mennesker på bagsædet.

Og det er selvfølgelig præcis, det der sker.

The Journey anmeldelse
Foto: SF Studios

Det er en mildt sagt søgt præmis, der reducerer historien om en vanvittigt kompleks og betydningsfuld politisk forhandling, til en historie om et umage par der bliver bedste venner, når bare de får sludret lidt.

Men ok, når den kamel er slugt, så har The Journey dog noget at byde på: de to hovedrollepræstationer.

Colm Meaney er charmerende som den kække tidligere IRA-leder, og hans kemi er god med Timothy Spalls ultrakonservative Ian Paisley.

Det er ubetinget de to, der holder The Journey oven vande.

Men selv i skuespillernes samspil, er der noget, der skurer.

The Journey anmeldelse
Foto: SF Studios

Colm Meaney spiller naturalistisk og nede på jorden, men Ian Paisley har fået et ordentligt sæt teater-tænder og tyk sminke og leverer Paisley som overgearet karikatur.

Det er underholdende i sig selv, men det Johnny Depp-lignende skuespil med stort S virker også bizart karikeret i en film, der handler om virkelige mennesker.

I baggrunden er John Hurt, i en af sine sidste roller, som efterretningsagent, der overvåger samtalen i bilen.

Han har fået den noget tunge opgave at agere græsk kor og bogstaveligt gentage, det skuespillerne allerede har formidlet. Det er næsten ulideligt, når stakkels Hurt skal byde ind med replikker som “De kommer tættere på hinanden!” eller “De skal bare finde fred!”, efter skuespillerne allerede har formidlet det samme.

The Journey byder på et sympatisk budskab, som de fleste af os nok gerne vil tro på. Hvis politikere bare lærer hinanden at kende som mennesker, så skal det hele nok gå.

The Journey anmeldelse
Foto: SF Studios

Sådan er virkeligheden næppe, men denne opdigtede buddy-udgave af et af de vigtigere øjeblikke i moderne europæisk politik, havde altså været nemmere at sluge, hvis dramatiseringen ikke havde været så tyk.

Det ene usandsynlige optrin følger det andet i et forsøg på at spice løjerne op med komik, og lade de to mænd nærme sig hinanden.

De to politikere stoppes af en vildfaren hjort, eller har pludselig ikke råd til benzin på tankstationen.

Det er for tungt dramatiseret og alt for letkøbt en repræsentation af de virkelige forhandlinger, som det tog 40 år at nå frem til.

Heldigvis er Spall og Meaney lige præcis gode nok, til at The Journey ikke falder helt til jorden.

Men den definitive film om St. Andrews-aftalen har vi stadig til gode.

The Journey er en næsten latterligt opdigtet og overdramatiseret udgave af stof, der er rigeligt dramatisk i sig selv: St. Andrews-aftalen. Heldigvis er Timothy Spall og Colm Meaney lige præcis underholdende nok som de to nordirske ledere, til at The Journey ikke går helt i stykker.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse