The House That Jack Built anmeldelse: Grin og døde børn

Når jeg i den her anmeldelse kalder Lars von Triers nyeste film for hans sjoveste, så skal du, kære læser, selvsagt tage det med et gran salt.

For at få det maksimale ud af The House That Jack Built som komedie kræver nemlig et publikum af rette støbning.

Hvis du ikke kan grine af en film, hvor børn dør en grusom død, en kvinde skamferes og – i filmens ironisk nok mest brutale scene – en and får klippet et ben af med en bidetang, så er The House that Jack Built nok ikke et godt bud på din nye grine-film.

Og hvis du heller ikke er relativt velbevandret i både Lars von Triers tidligere værker og mandens egen midnatssorte humor, så er The House That Jack Built ikke et godt sted at starte.

Det skyldes mest, at Triers seriemorderfilm – som du måske allerede har hørt – er et slet skjult selvportræt, der handler cirka så meget om mord, som Antichrist handler om hytteture.

Matt Dillons dødøjede seriemorder Jack ser sine mord som kunstværker, selvom det hele egentlig starter lidt tilfældigt med den brutale død på en lige lovligt overspillende Uma Thurman.

Men så flyver ‘værkerne’ ellers bare ud af den kynisk selvreflekterende Jack.

I filmens rammehistorie udvælger et par af de bedste over en 12-årig periode (Trier har sjovt nok lavet samme antal spillefilm), som han genfortæller til den ukendte Verge, hvis navn med en meget lidt skjult litterær hentydning peger frem mod den uundgåelige slutning.

Men det er ikke kun Verge, der er hentet fra litteraturen.

The House That Jack Built anmeldelse
Foto: Nordisk Film

The House that Jack Built fortsætter nemlig nemlig den litterære stil fra Nymphomaniac med adskillige afstikkere til alt fra gæringsprocesser og Stuka-styrtbombefly.

Det fungerer stadig fremragende, og lader Trier reflektere over kunstens væsen, og ikke mindst sig selv.

Resultatet fremstår som en blodig dissektion af Triers egen sindstilstand og karriere.

Er den kyniske og selvsmagende Jack – der som seriemorder, med et nik til John Cassavetes komiske døber sig selv Mr. Sophistication – en stor kunstner?

Eller er han en besat psykopat, hvis værker i værste fald er forbrydelser mod verden og i bedste fald er absurde tvangstanke-drevne projekter?

Trier giver sit eget bud, der både sender små anerkendende nik til Jacks kompromisløshed, men som sandelig også oser af ironi og tilsyneladende decideret selvhad.

The House That Jack Built anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Den følelseskolde Jack fumler sig akavet igennem sine første mord, med usandsynlige undskyldninger og fallerede mordforsøg i nogle af von Triers sjoveste scener.

Jacks OCD – der mimer von Triers egne mentale problemer – sender ham tilbage til gerningsstedet igen og igen efter jagt på fiktive bloddråber inden han kører på tværs af byen med et bloddryppende lig hængende bag bilen.

Til David Bowies fame, selvfølgelig.

Det er fandeme sjovt.

Det er det også, når Jack får lov til at sige alt det von Trier nogensinde er blevet anklaget for.

Han lemlæster en kvinde, mens han taler om mænd som samfundets ofre. Ironien er så tyk, at man kan skære i den.

Men alt det sjove ved The House that Jack Built forhindrer den ikke i at være intens.

The House That Jack Built anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Manuel Alberto Claro kombinerer det organisk håndholdte kamera med detaljeorienterede malerisk grusomme tableauer, og de brutale special effects er uhyggeligt overbevisende.

Men det er nu alligevel svært at tage Jacks afsluttende ekstravagante mordprojekt helt alvorligt, især når hans ofre må vente, mens han returnerer sin fejlkøbte ammunition.

Tingene skal gå efter Lars’, øh, jeg mener Jacks hoved.

Da Jack endelig får bygget det hus, han drømmer om filmen igennem, er det ikke helt som han havde ventet, men det er trods alt et hus. Samtidig får Trier smukt pointeret både det iboende storslåede og det iboende fjollede i kunst generelt, og sine egne film specifikt.

Den sidste sorthumoristiske genialitet fyrer Trier af i den visuelt betagende slutning, der både vækker minder om Bergman og Kubrick, men som aldrig kunne være lavet af andre end Trier.

Der får Jack endelig sin straf, mens en af de mest velvalgte rulletekst-sange sendte mig ud af biografsalen med et dunkelt smil på læben.

The House that Jack Built er endnu mere sjov, end den er brutal, og den er altså virkeligt brutal. Lars von Trier har leveret endnu en genistreg.

5 af 6 stjerner anmeldelse