The Distant Barking of Dogs anmeldelse: Krig og poesi

“Man kan høre krudtet indeni!” siger 10-årige Oleg, mens han storsmilende ryster en patron ved siden af øret.

Det er Olegs ældre – og sejere – ven der er dukket op med et par skarpe patroner, som han stolt viser frem.

Det ville være rimeligt forstyrrende, at se børn lege med patroner i hvilken som helst sammenhæng, men det er måske endnu værre i The Distant Barking of Dogs.

Krudt er nemlig en konstant tilstedeværelse i Olegs liv.

Oleg bor nemlig med sin bedstemor helt tæt på grænsen mellem Rusland og Ukraine – eller med andre ord: Midt i en krigszone.

Konflikten mellem Rusland og Ukraine raser nu på fjerde år, men du er lovligt undskyldt, hvis du har glemt den, for den har efterhånden mistet nyhedsværdien i de danske medier.

Det har den sådan set også for Oleg og hans bedstemor, for hvem krigen er en fast del af hverdagen.

Med regelmæssige mellemrum gør hundene et sted udenfor, mens morterer og maskingeværer brager i horisonten. Så er det med at søge i sikkerhed, så godt som det nu er muligt i de små nedslidte huse, og vente til det er overstået.

På den måde er krig også en integreret del af The Distant Barking of Dogs, men det er ikke så meget det, den handler om – i hvert fald ikke på et højere politisk plan – som den handler om barndommen i skyggen af krigen.

På den måde mindede The Distant Barking of Dogs mig om den biografaktuelle The Florida Project. Begge film indfanger en gnist af barndommens magi i ulideligt hårde omgivelser.

De mest betagende scener i The Distant Barking of Dogs følger Oleg på eventyr med sine venner, i forladte bygninger, eller i den omgivende natur. Eventyr der ofte afbrydes af de øredøvende brag af krigen.

Instruktør Simon Lereng Wilmont følger Oleg som en flue på væggen, og har på mirakuløs vis tilsyneladende gjort sig selv usynlig. Oleg virker aldrig som om, at han agerer foran et kamera, eller som om han overhovedet ænser, at det er der.

Det er i sig selv noget af en præstation, men samtidig fanger Wilmont helt forrygende billeder, ofte med en vis svævende poesi, og intimt rørende øjeblikke mellem Oleg og den kærlige bedstemor.

The Distant Barking of Dogs anmeldelse
Foto: Neumann Strategi & Kommunikation

Synsvinklen er som regel fra børnenes, men bedstemoderen får også lov til at udtrykke sit perspektiv i små fine vignetter. Trængslerne med at virke stærk, når man i virkeligheden er rædselsslagen, og det store arbejde at opdrage et barn, der vokser op i en krigszone.

Det er svært, især når Olegs opførsel i et par ulidelige scener mod slutningen – som jeg ikke vil afsløre her – påvirkes af at være druknet i krigens rædsel.

Udover de betagende billeder er lyddesignet i The Distant Barking of Dogs fantastisk vellykket. Det balancerer imponerende den monumentalt bragende lyd af krig, med de intime lyde i den frostdækkede lille landsby.

På den måde giver The Distant Barking of Dogs på poetisk vis et indtryk af, hvordan det er, at være Oleg.

Og det er det nok de færreste, der vil være.

The Distant Barking of Dogs viser bevægende, hvordan det er at vokse op i skyggen af krig. Det er en både nænsom og poetisk skildring af det ulideligt barske liv i en, tilsyneladende uendelig, krigszone.

5 af 6 stjerner anmeldelse

The Distant Barking of Dogs får premiere 18/3 i Empire bio og vises yderligere to gange under CPH:DOX 2018.