Standing Tall anmeldelse: Hårdt, men ikke for hårdt

Det er lang tid siden, jeg har set så ung en skuespiller spille så forbandet godt.

Rod Paradot spiller den utilpassede vrede teenagedreng Malony som en bombe, der kan eksplodere, hvornår det kan være.

Utallige gange sidder han sitrende af vrede på den anden side af utallige skriveborde, med utallige socialarbejdere, dommere og rådgivere, der vil hjælpe ham til et bedre liv.

Paradot er simpelthen vanvittigt overbevisende i rollen som den socialt udsatte Malony.

Jeg gætter på, at det er hans præstation, der har blændet juryen bag César-filmprisen, til at give Standing Tall hele 8 nomineringer.

For selvom Paradot fortjener prisen for sin præstation, så lever filmen omkring ham desværre ikke op til hans indsats.

Der er ellers ikke nogen tvivl om at hensigten er sympatisk.

Også alt for sympatisk.

Publikum er inviteret med på den tur gennem systemet, som en socialt belastet og voldelig dreng som Malony kan komme på.

Der er skruet op for de gråtonede billeder og håndholdte kameraer, så ingen er i tvivl om, at vi er i den tunge ende af den europæiske realisme.

Sådan ser virkeligheden ud, synes instruktør Emanuelle Bercot at sige til sit publikum.

Og i enkeltscener fungerer det også.

Der er en fin sans for realistiske detaljer. Som når embedsmændene lige skal fjerne alle sakse fra et kontor inden Malony kommer på besøg, i tilfælde af at han skulle blive voldelig.

Standing Tall anmeldelse
Foto: Elle Driver

Problemet er filmens overordnede fortælling, der aldrig for alvor bider sig fast, der hvor det gør ondt.

Standing Tall er barsk på den sukkersøde måde.

Malony er nemlig temmelig heldig.

Hans voldsepisoder tilgives altid på magisk vis af ofrene – inklusive en voldtægt der fører til en romance, jeg vist nok skulle føle noget for.

Da Malony stjæler en bil og kører galt med sin bror på bagsædet, kommer de også begge stort set uskadte ud af det.

Og så er der selvfølgelig Malonys dommer. Hun er stunt-castet med Catherine Deneuve, der unægteligt stikker ud blandt de mere ukendte ansigter.

Hun er tilgivende og vis, autoritær og sød på lige præcis den helt perfekte måde, som vi allesammen håber alle embedsmænd er.

En slags guru for den unge Malony.

Det er mildt sagt ikke troværdigt.

Standing Tall anmeldelse
Foto: Elle Driver

Det er ellers sympatisk nok at lave en hyldest til det sociale system, der så ofte kritiseres.

Men det fungerer bare ikke, når relationen til virkeligheden bliver så tyndslidt som tilfældet er i Walking Tall.

Den tør aldrig være så barsk og virkelighedsnær, som den postulerer at være.

De mange møder på diverse kontorer bliver forudsigeligt gentagende.

På et tidspunkt bliver Malony sur, skubber til et bord eller smider med en stol.

Men bare rolig, alle tilgiver ham, og fortsætter med at lede ham på rette vej.

Det bliver monotont gentagende, og aldrig for alvor rørende eller smertefuldt.

Standing Tall anmeldelse
Foto: Standing Tall

Virkeligheden for unge som Malony er langt mere mudret, kompleks og ikke mindst ubehagelig.

De har ingen prætentiøs klassisk musik, når de træder ud af retsbygningen på vej mod et bedre liv.

Hvis bare alle var så heldige som Malony.

Standing Tall byder på en fantastisk præstation i hovedrollen, men den er også en alt for idealiseret og kunstigt sødet udgave af et meget komplekst emne.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse