Smallfoot anmeldelse: Anonuttet

Dreamworks, Illumination, Warner Bros. animation og alle andre større animationsselskaber i Hollywood – der ikke er Disney eller Pixar, som jo også er Disney – lider af det samme generelle problem.

Deres film er simpelthen for svære at skille fra hinanden i hukommelsen. Ja, faktisk er de tit svære overhovedet at huske.

Opskriften er altid den samme: fuld fart på farverne, godt med popkulturelle referencer og en ung hovedperson der skal opleve en ny verden.

Og så værst af alt: et lettilgængeligt, men også kedeligt figurdesign, med bløde former og store øjne, der får alle figurerne til at ligne det samme anonymt nuttede væsen.

Smallfoot lider også under den anonuttede animationsopskrift, men den overvinder problemet med en række charmerende karakterer og en overraskende snedig historie.

Men nuttede er de, de kæmpe yetier der i Smallfoot lever på en isoleret bjergtinde båret af fire enorme mamutter et sted under skydækket.

Her introducerer filmen yetien Migo, der er præcis så blød og storøjet, at han lige så godt kunne være fra enhver anden animationsfilm inden for de sidste ti år.

Migo står til at arve sin fars vigtige job: at bruge en katapult til at flyve med hovedet først ind i en gong, der vækker den lysende himmelsnegl så endnu en dag kan begynde.

Men da en mystisk metaltingest med vinger og fyldt med mærkelige småfodede væsner styrter ned foran Migo på bjergtinden, afslører det sig langsomt, at verden måske ikke helt er, som yetierne tror.

Den præmis er ikke ligefrem banebrydende, men Smallfoot gemmer alligevel nogle overraskende relevante og politiske ideer i sin kulørte indpakning.

Smallfoot anmeldelse
Foto: SF Studios

Bag den noget formulariske omgang animationsløjer er et overraskende skarpt budskab, om ikke at tage al information – særligt ikke den fra store magthavere – alvorligt, hvis den ikke kan bevises.

Det kommer især til udtryk gennem Yetiernes høvding Stenmesteren, der får lov til at levere en veloplagt rap om fordelene ved at holde folket i uvidenhed.

Stenmesteren er i øvrigt – i et inspireret valg – stemmelagt af ingen ringere end den danske raplegende Liam ‘O Connor, der viser sig at være en fremragende erstatning for amerikanske Common i rollen som yetiernes overhoved.

Men det er ikke kun i sit overraskende skarpe tema, at Smallfoot scorer point.

En håndfuld ørehængende sange – med undtagelse af en slem maltraktering af Under Pressure – holder stemningen oppe. Instruktørene Karey Kirkpatrick og Jason Reisig leverer også en håndfuld sympatiske karakterer i hovedrollerne.

Smallfoot anmeldelse
Foto: SF Studios

Men måske allerbedst, så byder Smallfoot på en masse overraskende vellykket humor.

Fra gammeldags Looney Tunes-agtig slapstick, til de fantastisk sjovt fremstillede sprogbarrierer mellem yetierne og de mennesker der – ikke overraskende – viser sig at bo ved bjergets fod.

Der forhindrer ikke helt Smallfoot i at føles som en film, jeg har set 20 gange før, men opskriften er godt nok skruet sammen, til at jeg var underholdt, så længe den varede.

Men hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne lukke øjnene og så huske præcis, hvordan yetierne så ud.

Men det kan måske også være ligemeget. De mindede lidt om Minions.

Smallfoot byder måske ikke på mange overraskelser, men den er en voldsomt charmerende filmoplevelse, så længe den varer.

4 af 6 stjerner anmeldelse