Sig det’ løgn, Luis! anmeldelse: Europæiske minions

Sig det’ løgn, Luis! spænder helt vildt ben for sig selv.

Det er ikke fordi, der er noget galt med historien om den unge outsider Luis, hvis weirdo-far bruger mere tid på at spejde efter UFO’er end at tage sig af sin søn. Så meget tid, at han slet ikke opdager, da Luis netop møder en trio af fjollede intergalaktiske besøgende.

Problemet er, at Sig det’ løgn Luis! ikke har sin egen identitet.

Sig det’ løgn, Luis! Er en co-produktion mellem Tyskland, Luxembourg og Danmark, men filmens forbilleder er ikke til at finde i Europa.

Det er nemlig helt åbenlyst selskaber som Dreamworks Animation og Illumination Entertainment, som Sig det’ løgn, Luis! prøver at konkurrere med.

Det er tydeligt i designet på de storøjede mennesker, de kulørte billeder og især de tre formskiftende rumvæsner, der er cirka så tæt på at være Minions, som man kan komme uden juridiske konsekvenser.

Problemet er, at de tre produktionsselskaber bag Sig det’ løgn, Luis! ikke har de samme midler, som deres amerikanske konkurrenter.

Det er tydeligt i den noget begrænsede animation, og de lidt for kopierede figurdesigns. Det er tydeligt i måden, hvorpå filmen holder sig til de samme 4-5 lokationer.

Udtrykket er sådan set fint nok, men det er for bekendt til at stå på egne ben, og det kan åbenlyst ikke måle sig med budgetterne fra de filmiske forbilleder. Faktisk egner det sig nok bedre til en serie med kortere afsnit end en film til det store lærred.

Sig det' løgn, Luis! anmeldelse
Foto: SF Studios

Animation med begrænsede budgetter kan kompensere ved at finde sin egen personlighed og stil.

Se bare på sidste års Den utrolige historie om den kæmpestore pære, der kompenserer for sin økonomiske animation med store mængder personlighed og mere unikke designs.

Sådan er det ikke med Sig det løgn, Luis! der i et forsøg på at konkurrere med de amerikanske animations-giganter, både udstiller sine egne mangler og ender langt mere anonymt, end den kunne have været.

Sig det' løgn, Luis! anmeldelse
Foto: SF Studios

Jeg tvivler på at hverken børn eller voksne kan huske navnene på de tre gakkede rumvæsner, når de forlader biografsalen.

Og det er synd. For der er masser af fine ideer i Sig det løgn, Luis!

En tårestjælende skurk og rumvæsner der lokkes til jorden på jagt efter en TV-shop vare.

Men de mange fjolle-gags er ikke gode nok til at holde interessen gennem filmens spilletid for andre end måske de allermindste.

I stedet ender Sig det’ løgn, Luis! med at konkurrere på et område, hvor den ikke har en chance.

Sig det’ løgn, Luis! er kulørt, men desværre lidt for anonym, animeret underholdning efter amerikansk model, men desværre på et budget, der ikke for alvor kan konkurrere med de store drenge.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse